Kunstneren Geert Daae Funder kombinerer grafik og skulptur. De to- og tredimensionelle størrelser spiller hinanden frem til nye fortællinger og virkninger.

“Grafikkens skarpe fladeinddeling overfører jeg til skulptur. Skulpturens teksturer genskabes i grafikken. Den støbte skulptur kan reproduceres ligesom grafik. Som grafiker udtrykker jeg mig gennem mørke mod lys, i skulpturen opleves formen som forholdet mellem lys og skygge. Herfra udspringer min fortælling,” skriver Geert på hans hjemmeside.

Han står bag en hel del offentlige udsmykninger, bl.a. denne skulptur i Storgade, der blev opført i 1997. Skulpturen er fuld af symboler – vejstenen, pilen, byporten, kirkevinduet, bispestaven, den tænksomme person. Kig nærmere, når du går forbi en dag, og find selv flere symboler, der afspejler Sorø som handels- og undervisningsby med en spændende historie

Foto: ABW