Efter mange år er det slut for Sy & Rens, i nyere tid også kendt som Sy og Strik. Butikken har annonceret, at fredag den 5. juni og lørdag den 6. juni 2026 bliver de sidste åbningsdage, og i den anledning inviteres kunderne til et stort slutsalg med markante rabatter og loppemarked.
Butikken rydder ud i både garn, patchwork, strikkemodeller og færdigsyede produkter, og priserne er sat helt i bund.
Blandt tilbuddene er Hjertegarn i forskellige kvaliteter fra 20 kroner pr. nøgle, mens garn fra blandt andet Permin og Lana Grossa kan købes fra 40 kroner pr. nøgle.
Derudover sættes der ekstra fokus på kreative projekter med salg af strikkemodeller, patchworktæpper, tasker, puder og andre håndlavede produkter. Her gives der 30 procent rabat fredag og hele 40 procent rabat lørdag.
Jul i juni og loppemarked
Som en ekstra aktivitet åbner Sy & Rens dørene til sit skur med et udvalg af julepatchwork til særlige priser under temaet “Jul i juni”.
Samtidig er familien i gang med at tømme deres nuværende bolig, og derfor vil både gård og garage være fyldt med ting, sager og møbler.
– Kort sagt loppemarked, lyder det fra butikken.
Besøgende får også mulighed for at møde Hanne, som fremover bliver Sorøs nye “garnpusher”, og som hjælper til i butikken fredag.
Praktisk information
📍 Sy & Rens, Sorø
🗓 Fredag den 5. juni kl. 10.00 – 16.00
🗓 Lørdag den 6. juni kl. 10.00 – 13.00
Butikken opfordrer besøgende til at medbringe et indkøbsnet – der kan nemlig være stor risiko for at blive fristet af de mange gode tilbud.
Med slutsalget sættes punktum for en epoke i Sorø, hvor mange lokale gennem årene har fundet inspiration til både strik, syning og kreative hobbyprojekter.

Dato: 05-06-2026 og 06-06-2026
Sted: Absalonsgade 7






















