DMI har udsendt varsel om storm med vindstød af orkanstyrke og forhøjet vandstand torsdag og fredag. Varslerne omfatter især områder langs kysterne herunder Roskilde Fjord og Isefjord, den nord og nordvestlige del af Movias område samt i den nordlige del af Øresund. Vejret kan påvirke busser, lokaltog og flextrafikken. Så tjek gerne Rejseplanen, før du rejser med bus, havnebus eller lokaltog.

Hvis du overvejer at rejse med kollektiv transport den 21. eller 22. december i de områder, som DMI’s vejrvarsel omfatter, kan der ske ændringer til rejsen.

Movia anbefaler derfor, at du tjekker Rejseplanen og dinoffentligetransport.dk, før du tager hjemmefra. Her kan du finde den seneste information om eventuelle ændringer for bus, havnebus og lokaltog.

Det voldsomme vejr kan også påvirke kørsel med flextrafik, der kan få svært ved at hente og bringe passagerer til adresser, hvor vejene er oversvømmet, eller hvor stormen har gjort vejene ufarbare på grund af væltede træer, omkringflyvende genstande mm.

Havnebussejladsen i København kan blive indstillet på grund af stormen.

“Movia anbefaler passagerer, som bor i de områder, hvor DMI varsler storm og forhøjet vandstand at holde sig orienteret på DMI’s og politiets hjemmesider. Tjek også gerne Rejseplanen eller dinoffentligetransport.dk, før du rejser med bus, havnebus eller lokaltog”, siger Movias driftschef, Lars Thiesson.

Sådan påvirkes Lokaltogs strækninger:

Region Sjælland
På Østbanen, Tølløsebanen, Odsherredsbanen og Lollandsbanen indstilles al drift fra torsdag kl. 17.00 og minimum til fredag morgen.

Region Hovedstaden
På Nærumbanen, Frederiksværkbanen, Lille Nord, Hornbækbanen og Gribskovbanen indstilles al drift fra torsdag kl. 19.00 og minimum til fredag morgen.

 

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen