Der var længe usikkerhed om fremtiden for den traditionsrige Klassisk Køredag i Sorø. Efter mere end 10 år som drivkraft bag arrangementet valgte Steffen Beierholm tidligere på året at trække sig som hovedarrangør.

Årsagen var blandt andet de mange krav til sikkerhed, forsikringer og myndighedsregler, som gjorde det svært at fortsætte. Dermed så det ellers ud til, at en af Sorøs største og mest elskede begivenheder var fortid.

Heldigvis har Sorø Handel & Service overtaget arrangementet og sikrer, at Klassisk Køredag alligevel bliver til noget i 2026.

Fredag den 5. juni – Grundlovsdag og Fars Dag – samles hundredevis af klassiske køretøjer igen i Sorø bymidte. Alle klassiske køretøjer er velkomne, og der er som altid fri entré.

Arrangementet, som har rødder tilbage til 2008, plejer at tiltrække tusindevis af mennesker – og ambitionen er, at det igen bliver en dag fyldt med nostalgi, motorlyd og liv i byen.

En dag for hele familien

Der er lagt op til en hyggelig dag for både børn og voksne, hvor byens butikker holder åbent, og der vil være ekstra muligheder for mad, drikke og aktiviteter.

Sorø bymidte bliver for en dag forvandlet til et mekka for alle med interesse for klassiske biler, motorcykler og køreglæde.

Arrangementet har brug for opbakning

Da arrangementet er overtaget med kort varsel, har det ikke været muligt at få det ind i årets budget. Derfor opfordres både borgere og erhvervsliv til at støtte op.

Man kan blandt andet købe støtteklistermærker:

Lille (Ø8 cm): 30 kr.
Stort (Ø12 cm): 375 kr.

Klistermærkerne kan købes flere steder i byen – blandt andet hos Bruuns Chokolade, CoisBar, Fred. Jensen & Søn, Sir Brian og Sorø Blomster.

Der er også mulighed for at støtte uden at hente et klistermærke.

Hvis det skal fortsætte…

Klassisk Køredag er meget mere end biler – det er fællesskab, liv i byen og en tradition, som mange ser frem til hvert år.

Men hvis arrangementet skal leve videre i fremtiden, kræver det opbakning.

Så kig forbi den 5. juni – og vær med til at sikre, at motorerne også brummer i Sorø de kommende år 🚗

Se mere om dagen på  Sorø Handel og Services Facebookside

 

Credit: Dit Sorø

Dato: 05-06-2026
Sted: Sorø bymidte

Del gerne dette