Portrætter, landskabsmalerier og abstrakte værker – Steen Marborg maler mange forskellige motiver, men fælles for dem alle er, at de sprudler af farve og dybde.

Månedens udstiller på Gallerigangen på Sorø Bibliotek er lokale Steen Marborg på 54 år, hvis kunstneriske projekt og alterego er Partzerre.

Steen Marborg er autodidakt kunstner, der, med egne ord, maler det, han føler.

”Mine værker skal allerhelst laves i one-take, og når de er færdige, skal man helst kunne ane blodet bruse mellem akrylmalingen og lærredet,” siger den lokale kunstner.

Steen Marborg leger med lystet og gør meget ud af, at lade mørket få lov til at stå og lyset lov til at skinne. Han søger at være konkret, abstrakt, søgende, drømmende og realistist i sin tilgang til livet som kunstner.

”Jeg forsøger at være præcis med mit udtryk, især med portrætterne. Men jeg vil også gerne overraske mig selv. Derudover skal malerierne helst have en twist af vildskab; et strejf af mig,” lyder det fra Steen Marborg.

Garageriet Pantzerre
I slutningen af oktober 2022 åbner Steen Marborg et åbent værksted og værested, hvor han skaber et rum for kreativitet for sig selv men også for andre nysgerrige og ligesindede. Projektet kalder han for Garageriet Partzerre og han glæder sig til at invitere folk indenfor. Det kan man læse mere om det kommende projekt på Steen Marborgs hjemmeside partzerre.dk.

Du kan opleve månedens udstilling i hele oktober og det er ganske gratis. Læs mere på soroebib.dk.

Faces under the sun af Steen Marborg
Et hemmeligt sted af Steen Marborg