Torsdag d. 10. juli præsenterer Sorø Bibliotek en børneteaterforestilling for de 4-10-årige.
Den ordløse klovneforestilling CHICKS formår både at sætte gang i lattermusklerne og ikke mindst eftertænksomhed og samtale mellem børn og forældre.
Når publikum har taget plads på den smukke udendørs Grønne Scene ved biblioteket, toner to burhøns frem. Herefter tages børnene med på en vigtig rejse der handler om at opleve verden for første gang, den dag lågen i buret går op.
Med en fin fornemmelse for komik, pantomime og simpel iscenesættelse, formår de to skuespillere at ramme børnene med humor og vigtige budskaber på samme tid.
Inspiration til samtaler mellem børn og voksne
Når Sorø Bibliotek præsenterer børneteater, er det for at åbne dørene til teatrets magiske univers, fyldt med vigtige fortællinger om livet.
”Kulturen er en arena hvor børn i en tidlig alder lærer vigtige ting, de kan tage med ind i deres unge- og voksenliv. Ud over at bibliotekets teaterforestillinger er god underholdning, er de også en fantastisk mulighed for at forstå sig selv, sine relationer, værdier, osv. Derfor er det vigtigt for os at præsentere teater for børn. Sådanne forestillinger giver en fantastisk åbning for børn og forældre til at undre sig, snakke om livet og blive inspireret til at gøre ting i livet. Vi håber derfor at børn og voksne tager historien om de to burhøns med hjem og folder den videre ud”, udtaler kulturformidler David Nejrup.
Børnetaterforestillingen CHICKS kan opleves torsdag d. 10. juli kl. 11:00 – 11:35 på Sorøs Grønne Scene. Billetterne koster 25 kr. pr. person og kan købes på bibliotekets hjemmeside www.soroebib.dk
