Hvordan hjælper vi børn bedre – og får vendt mistrivsel til trivsel?
Det spørgsmål sætter Socialdemokratiet i Sorø fokus på ved et åbent samtalemøde mandag den 3. november.

Her samles forældre, fagfolk og politikere for at dele erfaringer og finde nye veje, når det gælder børn og unge med særlige behov, ufrivilligt skolefravær og psykisk mistrivsel.

Mød blandt andre Christina Sommer, psykologisk og pædagogisk konsulent og en af Danmarks mest erfarne specialister inden for autisme og ADHD.
Christina har medvirket som ekspert i DR-dokumentaren “De skjulte talenter” og arbejder dagligt med børn, unge og familier i hele landet.

”Når man er i krise, er man sjældent den bedste udgave af sig selv,” siger Christina Sommer og fortsætter:
”Det gælder både for skolen, der måske peger på forældrene, og forældrene, der peger på skolen – så hvem skal bære ansvaret for den kommunikation og det samarbejde, som er essentielt for barnet?”

Til samtalemødet deltager også Anette Barfod Kristiansen, mor til flere unge drenge med autisme og en med ADHD. Hun er samtidig lærer og vil dele sine egne erfaringer fra både forældre- og fagperspektiv.

Anette beskrives som knivskarp og empatisk – og hun vil bidrage med konkrete eksempler på, hvordan små justeringer i samarbejdet mellem skole og hjem kan gøre en stor forskel for børn i mistrivsel.

Aftenen vil byde på faglige oplæg, personlige fortællinger og åben samtale om, hvordan vi som kommune, forældre og fagfolk kan skabe rammer, der virker i praksis.

Samtalemødet foregår mandag den 3. november kl. 19.00–21.30.

Arrangementet er åbent for alle interesserede. Der vil være kaffe og mulighed for dialog undervejs.

Foto: Christina Sommer