Så er Sorø og omegns højskoleforening klar med det nye program for sæson 2026/27: Være én – men én iblandt

Sæsonen med temaet ”Være én – men én iblandt” indledes med foredragsarrangement den 10. september, kl. 19.30, hvor vi får besøg af skuespiller og sanger Pernille Højmark. Med udgangspunkt i Pernilles egne erfaringer – dels som barn af en alkoholiker og dels som selv værende ramt af sygdommen – tager Pernille i dette foredrag favntag om et særdeles tabubelagt emne.

Artemis-projektet – og den politiske udvikling
Sæsonen byder også på andre spændende foredrag, ture og udflugter. Her kan bl.a. nævnes astrofysiker Christina Toldbo, som tager os med på en fascinerende rejse gennem Artemis II-missionen, hvor vi ser nærmere på mulighederne for at bosætte sig på månen og måske sidenhen Mars.

Vi får også besøg af Mogens Lykketoft, som ser nærmere på den politiske udvikling – i foredraget ”4 årtier i dansk politik.

Og endelig kan nævnes, at vi til marts 27 slutter af med foredraget ”De bedste familier” af forfatter Kim Blæsbjerg. Der er en særlig grund til, at Kim Blæsbjerg kommer til højskoleforeningen – nemlig, at DR Drama i starten af året viser TV-serien om ”De bedste familier”. Og 14 dage efter Kim Blæsbjergs besøg i Sorø, udkommer fortsættelsen til den anmelderroste og prisbelønnede roman.

Arbejdermuseet
Kulturturen går i år – nærmere betegnet den 26. september – til Arbejdermuseet i København, hvor der er arrangeret rundvisning. Det bliver en tidsrejse ind i arbejderklassens liv, hverdag og kamp for rettigheder fra 1870’erne og til i dag. Efterfølgende kører vi til Korporalskroen, hvor der serveres eftermiddagskaffe med boller og lagkage.

Læs mere om højskoleforeningen og de mange spændende arrangementer på højskoleforeningens hjemmeside www.soroe-hojskoleforening.dk.

For at kunne deltage i højskoleforeningens arrangementer, kræver det, at man er medlem. Det koster i kontingent kr. 150 for hele sæsonen, dvs. for 7 foredragsarrangementer, 1 kulturtur, 1 teatertur og 1 sommerudflugt. Herudover koster det kr. 50 pr. foredragsaften samt særskilt betaling for ture, som man deltager i. Man bliver let medlem ved – enten at dukke op til et foredragsarrangement og melde sig ind – eller ved at kontakte højskoleforeningen på telefon 22325017 og betale kontingentet via mobilepay eller bankoverførsel.

Alle højskoleforeningens foredragsarrangementer afholdes på Sorø Gymnastikefterskole, Topshøjvej 50, Sorø. Alle er velkomne, og vi kan garantere for hygge, god snak og – ikke mindst – god kaffe og kager – samtidig med, at foredragene giver ny viden og indsigt!

Hent programmet her

Credit: Dit Sorø
Del gerne dette