I 2022 kan vi fejre 300-året for grundlæggelsen af dansk teater – ’Holbergs scene’. Tersløsegaard fejrer jubilæet med udstillingen Holbergs Masker, som fører os fra teatrets spæde start helt op til nutiden.

Udstillingen er tilrettelagt af Holberg-specialisten dr.phil. Bent Holm og udstillingsdesigner Anette Hansen. Holbergs komedier har på alle måder en plads på den europæiske scene. For Holberg var den italienske maskekomedie, commedia dell’arte, en stærk inspiration for hans egen satiriske samtidskomik. Masken stod for ham som billede på livet som én stor iscenesættelse – et maskespil. Udstillingen folder den fortælling ud gennem tekster, billeder, masker og marionetter.

Udstillingsåbning fredag d. 10. juni kl. 16.00
Museet har haft tradition for første åbningsdag pinsedag, og sådan vil det også være i 2022. Museet har åbent fra pinsedag d. 5. juni til d. 11. september, lørdage og søndage fra kl. 12.00 til 16.00.

Udstillingsåbningen vil finde sted fredag d. 10. juni kl. 16.00 til 18.00, hvor der vil være introduktion til udstillingen af Bent Holm og Anette Hansen. Skuespiller Lue Støvelbæk vil fremføre tekster af Holberg om de rejser, der gav inspirationen til de komedier, der er en hjørnesten i den danske og europæiske kulturarv. Ved åbningen vil der også være mulighed for at møde museets nyansatte museumsinspektør.

Tersløsegaard ansætter en museumsinspektør
Fra 1. juni overtages den hidtidige foreviserstilling på Tersløsegaard – Ludvig Holberg Museet af Jeanette Rask Bertelsen, der ansættes som museumsinspektør. Jeanette er uddannet cand.mag. i arkæologi og museologi fra Aarhus Universitet. Hun har været tilknyttet Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og senest som museumsinspektør på Det Grønne Museum.

Fremover vil hun være at finde på Tersløsegaard, hvor hun til sommer flytter hun ind med sin mand og to børn.

Tersløsegaard siger samtidig farvel til museets hidtidige foreviser, Allan Aistrup, der har boet på Tersløsegaard de sidste 10 år, og takker for hans meget store indsats.

Program for åbning 10. juni kl. 16.00 til 18.00
• Velkomst v. Jørgen Molde, formand for Tersløsegaards bestyrelse
• Velkomst v. museumsinspektør Jeanette Rask Bertelsen
• Introduktion til udstillingen Holbergs Masker v. Anette Hansen og Bent Holm
• Optræden v. skuespiller Lue Støvelbæk

Entré: Gratis

Tilmelding ønskes til: post@tersloesegaard.dk

Plakatforside, udstillingen Holbergs Masker