Boligmontering hører normalt ikke til spidskompetencerne for de frivillige i Røde Kors Sorø. Men intet er normalt, når der udbryder konflikter, som skaber tusindvis af flygtninge, som tilfældet er i Ukraine netop nu. Det er således lykkedes for frivillige fra lokalafdelingen i Røde Kors at få indrettet tre værelser på Ankerhus, så de er klar til at modtage ukrainske flygtninge.

Møblerne og andet boligudstyr er doneret af lokalafdelingens møbelbutik på Industrivej. Røde Kors har således imødekommet nødråbet fra kommunen, der opfordrede frivillige organisationer og foreninger om hjælp til møblering af i alt 25 værelser, der dækker behovet for en midlertidig bolig for nogle af de flygtninge, der lige nu er anbragt i Sorø.

Ankerhus var tidligere Sorøs kendte uddannelsessted i ernæring men står nu tomt, da uddannelsen er flyttet. Ankerhus rummer bl.a. et større antal værelser. De er ikke store, men i en snæver vending kan de bruges af måske et par personer, eller en enlig med et eller to børn.

Foto: Røde Kors Sorø