Borgermøde: Et godt hverdagsliv, levende og bæredygtige lokalsamfund, et godt erhvervsklima og styrket klimaindsats og biodiversitet. Hvordan kan vi sammen få det til at ske?

Røgfrie unge, klimahandling, seniorer i samvær. Bosætning, skole-virksomheds-samarbejde, Sorøs elev- og lærlingenetværk, børnekultur. Og så alt det andet.

Over de seneste fire år med Vision 2022 har vi som kommune sat en lang stribe værdifulde initiativer i søen. Nu tager vi med Vision 2026: Sammen om det aktive og bæredygtige liv hul på de næste fire år.

Paneldebat og borgerinterview
Som en del af høringsperioden holder Sorø Kommune den 27. oktober et borgermøde, hvor alle i kommunen er velkomne. Borgmester Gert Jørgensen byder velkommen. Herefter går det løs med paneldebat med fire medlemmer af kommunalbestyrelsen og interview med aktører med skarpe holdninger til visionen. Det drejer sig om:

• Hotelchef Kuno Junker fra Comwell og medlem af erhvervsudviklingsrådet
• Skoleleder Marlene Härstedt, Sorø Borgerskole
• Leder af frivillighedscentret Christiane Hanninge

Efter debatten i plenum fortsætter borgermødet med en cafédialog i mindre grupper.

Dianalund eller digitalt
Borgermødet finder sted på Holbergskolen i Dianalund den 27. oktober kl. 19-21. Det er også muligt at deltage digitalt via Microsoft Teams – find link til online møde på soroe.dk/nyheder – kig under overskriften ”lokalliv, erhverv og klima”.

Input til Vision 2026 modtages fortsat gerne på soroedialog.dk

Borgermødet finder sted på Holbergskolen i Dianalund. Foto: SDL