LAG Midt-Nordvestsjælland afholder årets generalforsamling 21. april hos Væksthus Havnsø. Det er et såkaldt multihus. Forud for generalforsamlingen vil Kasper Møgelvang fra Orange Elevator og Søren Møberg-Poulsen fra Væksthus Havnsø derfor dele deres erfaringer med, hvordan man kommer fra idé til realisering, når det gælder et borgerdrevet- og -ejet multihus. De hidtidige erfaringer viser, at det udover selve finansieringsdelen oftest er organiseringen, der kan volde problemer. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål til de to praktikere.

Generalforsamling 21. april i Havnsø
LAG Midt-Nordvestsjælland afholder årets generalforsamling torsdag 21. april kl. 18.30 – 21.00 i Væksthus Havnsø, Paradisvej 8 i Havnsø. Alle interesserede kan deltage, men kun de 325 medlemmer kan stemme.

Alle fastboende over 15 år i én af kommunerne Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred og Sorø kan gratis være med i foreningen, der uddeler EU-midler til at støtte iværksætterne og små virksomheder, øge turismen i området, fremme iværksætteri og entreprenørskab samt fastholde og øge bosætningen.

Multihuse – få inspiration til at komme fra idé til realisering og undgå faldgruberne
I de senere år er borgerdrevne og -ejede multifunktionshuse – populært kaldet multihuse – blevet mere og mere almindelige. De kan være en del af svaret, når der efterspørges nye fællesskaber og fællesskabsrum i vores landdistrikter.

Men hvis man har planer om det, hvordan kommer man så fra idé til realisering, og hvad er de typiske faldgruber i afklaringsprocessen? Hidtidige erfaringer viser, at selve organiseringen, herunder de juridiske rammer for multihuset, ofte er det, der giver de fleste udfordringer. For at belyse spørgsmålet er der forud for selve generalforsamlingen et spændende fagligt indlæg med bidrag fra Kasper Møgelvang fra konsulenthuset Orange Elevator, der har bistået flere multihuse med at få konkretiseret tankerne og styre udenom faldgruberne. Kasper bliver suppleret af Søren Møberg-Poulsen, der vil trække på sine konkrete erfaringer fra realiseringen af aftenens mødested, Væksthus Havnsø.

Der vil blive god mulighed for at stille spørgsmål til de to praktikere. Aftenens samlede program kan ses på lag-midtnordvestsjaelland.dk

Foto: SDL