I Sorø Kommune faldt antallet af medlemmer i idrætsforeningerne under DGI og DIF i 2025. På landsplan sætter foreningernes samlede medlemstal til gengæld rekord.

For fjerde år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.

Det samlede medlemstal er nu oppe på 2.525.038, en stigning på 40.821 i forhold til året før. Det er første gang, at medlemstallet på landsplan runder 2,5 millioner.

I Sorø Kommune var der dog i 2025 en lille tilbagegang i idrætsforeningernes samlede medlemstal. Tilbagegangen lyder på 71 medlemmer i forhold til 2024, så der nu er 11.852 medlemmer i kommunens idrætsforeninger under DGI og DIF.

”I Sorø Kommune har vi en masse fantastiske frivillige, som hver dag giver børn og voksne gode oplevelser med idræt og bevægelse. De skal have en stor cadeau for deres engagement og deres tid,” udtaler formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Lokaludvikling, Edris Qasimi og tilføjer:

”På trods af en mindre tilbagegang, er jeg glad for at se, at der hos Sorø Kommunes yngste borgere, specielt i aldersgruppen 7-12 år, er fremgang. Det samme ses hos kommunens ældste borgere. Vi følger udviklingen i foreningslivet tæt. Vi er specielt opmærksomme på udviklingen i idrætsforeningerne på tværs af kommunens bydele. Sorø Kommune har et rigt foreningsliv, og det skal der blive ved med at være.”

Idrætsforeningerne bliver valgt til
Medlemstallene for hele landet viser, at DIF og DGI’s samlede tal sætter rekord for fjerde år i træk siden nedgangen i corona-årene.

“Idrætsforeningerne går samlet set frem i medlemstal, og det understreger tydeligt, hvor stor betydning de aktive fællesskaber har for både børn, unge, voksne og seniorer. I Sorø Kommune ser vi en mindre tilbagegang, og det giver naturligvis anledning til, at vi med vores gode partnerskab med kommunen styrker indsatsen ved at udvikle endnu flere attraktive tilbud, så flere får lyst til at være en del af foreningslivet,” siger DGI Midt- og Vestsjællands næstformand, Anders Haarløv.

Medlemsrekorden vækker også glæde hos DIF.

“Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber. Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen,” siger DIF’s formand, Hans Natorp.

Fakta om medlemstallene
Det samlede medlemstal for DGI og DIF er renset for dobbeltregistreringer, da flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet dækker kalenderåret 2025. Et medlem tæller med i statistikken, hvis medlemskabet har haft en varighed på mindst tre måneder i kalenderåret. Et enkelt CPR-nummer kan tælle som flere medlemmer, hvis personen i kalenderåret har haft mere end et medlemskab i minimum tre måneder.

Dyk ned i tallene for de to organisationer og i registreringsmetoderne på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal

Landsdækkende medlemstal for 2025 (udvikling fra 2024 i parentes):
Samlede medlemmer på tværs af DIF og DGI 2.525.038 (+ 40.821)
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.140.630 (+ 16.793)
DGI: 1.996.197 (+ 55.674)

Foto: Trine Niebuhr