Sæson 2025 på Tersløsegaard bliver i musikkens og 1700-tallets tegn. Der vil være folkemusik, foredrag, folkedans, fløjtekoncert og fantastiske fortællinger, når de endnu engang støver Holberg af og åbner det gamle museum for besøgende. Billetsalget er i år lagt online og museet håber på en fantastisk sæson. Læs med og bliv klogere på dette års program.

Koncert med Rasmus-Gruppen – 1. juni kl. 15.00
Første aktør er Rasmus-Gruppen, som i over 30 år har spillet dansk 1700-tals musik, og nu vil de, i rammerne af herregårdens hovedbygning fra 1737, oplive stedet med autentisk spillemandsmusik fra originale danske nodebøger fra 1700-tallet. Gruppens medlemmer består af Michael Sommer, Bent Melvej, Benny Simmelsgaard og Ove Andersen. Sammen har de siden 1983 spillet i både ind- og udland, og vi glæder os meget til deres besøg.

Gruppen vil blive præsenteret af museumsinspektør Jeanette Rask Bertelsen, som også vil give en kort introduktion til Ludvig Holbergs forhold til musik. Entré til koncerten: 125 kr., og billetten gælder også som entré til museet. Billetterne købes på museets hjemmeside www.tersloesegaard.dk eller via www.billetto.dk.

Rasmus-Gruppen – Pressefoto

Foredrag ”De Skjulte Skatte” – 15. juni kl. 14.00
Når Tersløsegaard viser museet frem, har de ofte så mange gode historier, at der ikke er tid til at fortælle dem alle. Det laver de om på nu, når de inviterer til et foredrag om ”De Skjulte Skatte”. Lokalhistoriker og leder af lokalhistorisk arkiv i Dianalund, Jørgen Mogensen, vil denne dag gå i dybden med nogle af de skjulte skatte, som han i tidens løb har fundet på arkivet og på Tersløsegaard.

Entré: 70 kr. og billetterne købes på museets hjemmeside www.tersloesegaard.dk eller via www.billetto.dk.

Foto: ABW

Sankt Hans fejring – 23. juni kl. 18.00 – 21.00
Som altid bliver der fejret Sankt Hans på Tersløsegaard, og igen i år sammen med Tersløse Byforening. Pladsen åbner kl. 18.00, hvor der vil være sjov for børn og barnlige sjæle med hoppepude, flødebolle-kasteren og salg fra byforeningens bod med kaffe og kage. Kl. 19.00 holdes traditionen tro en båltale og kl. 19.30 tændes bålet med efterfølgende midsommersang.

Der er gratis entré, og man er velkommen til selv at medbringe tæpper, puder osv. Støt gerne boden og det lokale samlingspunkt.

Foto: IDM

Holbergdagen – en del af Sorø Historiske Festival – 5. juli kl. 12.00 til 16.00
Som en del af Sorø Historiske Festival åbner Tersløsegaard op for en dag med fløjtekoncert, tematiserede rundvisninger og folkemusik med fællesdans. Det bliver en helt igennem festlig dag. Dagen starter kl. 13.00 med en koncert med Kåre Lind og Mikkel Thomas, som under temaet ”Stadsmusikanter, fuskere og folkemusik” vil sætte gang i festen. Efterfølgende byder de på tematiseret rundvisning kl.14.00, hvor der er fokus på Ludvig Holberg som godsejer på Tersløsegaard og hans holdning til adelige titler og rang.

Undervejs vil der være mulighed for at købe museets hjemmelavede kage med kaffe til. Til sidst byder de op til dans, når den unge folkemusiker-gruppe ”Kragetær” spiller og instruerer til deres egenhændig komponerede folkemusik. Først vil de spille et par numre for os og så er det tid il workshop i fællesdans.

Billetter til dagen sælges for 150 kr. og gælder til hele dagen fra 12.00 til 16.00. Billetterne sælges på www.tersloesegaard.dk og www.billetto.dk.

Program for dagen kl.12.00 til 16.00:
Kl. 12.00: Museet åbner
Kl. 13.00: Koncert med Kåre Lind og Mikkel Thomas
Kl. 14.00: Tematiseret rundvisning og salg af kaffe og kage
Kl. 15.00: Folkemusik med ”Kragetær” og fællesdans i gårdspladsen

Foto: ABW

Herregårdenes Dag 2025 – d. 17. august kl. 12.00 til 16.00
I 2023 modtog Frederik Cilius Holbergmedaljen for at levere ”skarp satire og begavet gak til tiden”. Men da programmet har været særdeles tæt pakket for den travle kunstner, så blev det altså først i 2025, at vi fortsætter traditionen, hvor årets modtager af Holbergmedaljen gæster Tersløsegaard. Dagens talk begynder kl. 14.00, men museet holder åbent fra kl. 12.00, hvor der kan købes kaffe og kage.

På museet vil der i år blive udstillet dragter fra Det Kongelige Teaters opsætning af ”Jeppe på Bjerget” hvor Frederik Cilius strålede i hovedrollen som Jeppe.

Billetter til dagen koster 150 kr. og købes via Tersløsegaards hjemmeside eller www.billetto.dk. Billetsalget åbner 1. juli 2025.

Frederik Cilius. Foto: Klaus Vedfelt