Frivilligcenter Sorø er glade for at kunne meddele, at Mætværk nu igen er oppe på fuld kraft:

Mætværk udsprang fra Aktivitetshuset i Sorø 2017, hvor frivillige og kommunale medarbejdere udformede ideen om et spisefællesskab, hvor der skulle være plads og rum til alle, ”ingen skal spise alene”.

Der blev sammensat en bred bestyrelse som skulle afspejle rummelighed og ikke mindst forståelse for de mennesker som kunne have det svært både fysisk og psykisk.

Mætværk blev hurtigt synlig i Sorø og snart deltog foreningen til Folkemøde, Kyndelmisse og mange flere arrangementer ud over Mætværks faste fællesspise aftner.

Mætværk blev stedet, hvor forskellige mennesker var sammen om at lave god og billig mad og nød maden sammen. Ingen behøvede at spise alene, når Mætværk inviterede indenfor. Mætværk var frihed til samvær og fællesskab, og fællesskabet blev underbygget af sang, musik og andre fælles aktiviteter.

Og det blev flittigt brugt af alle borge i Sorø, unge, gamle, børnefamilie, den enlige og den som ikke rigtigt passede ind andre steder.

Da coronarestriktionerne hærgede landet, blev Mætværk sat på stand by, lige som mange andre foreninger, hvilket desværre var med til at Mætværk havde svært ved at starte op igen, både grundet mangel på lokaler, men også grundet medlemstallet var dalet under nedlukningen.

I december 2022, mødte en gruppe mennesker op til bestyrelsesmøde med det håb om, at Mætværk kunne forsætte som forening. Alle var enige om, at det var vigtigt for Sorø Kommune at Mætværk ville forblive – og igen kunne tilbyde fællesspisning og fællesskab. Siden har bestyrelsen arbejdet ihærdigt og stædigt på at give nyt liv til Mætværk og de er nu kommet så langt, at de kan byde velkommen til generalforsamling d. 27. marts.

”Mætværk er stedet, hvor forskellige mennesker er sammen om at lave god og billig mad og nyde maden sammen. Ingen behøver at spise alene, når Mætværk inviterer indenfor; de fleste er borgere med overskud, andre er mere tilbageholdende. En fordeling, der fungerer godt, når der skal være plads til alle, og alle skal have glæde og udbytte af fællesskabet, “siger Bjarne Kjems, formand i bestyrelsen i Mætværk.

Mætværk er en af foreningerne hos Frivilligcenter Sorø – du kan se dem alle her:

https://www.frivilligcenter-soroe.dk/foreningslist

 

Foto: ABW