Sjællands Teater fejrer 300-året for dansk teater med Folketeatrets DEN POETISKE RAPTUS. En forestilling om dengang Ludvig Holberg skrev 17 komedier på 1½ år. Det sker tirsdag den 25. oktober kl. 19.30.

Med DEN POETISKE RAPTUS markerer Folketeatret 300-året for dansk teater og hylder samtidig Ludvig Holberg, der gennem sit virke har slået sig fast som en af Danmarks største kulturpersonligheder og teatermænd. DEN POETISKE RAPTUS portrætterer Holberg og minder os samtidig om kunsten og kulturens nødvendige rolle for vores samfund og for et oplyst verdensbillede.

Med DEN POETISKE RAPTUS hylder Folketeatret Ludvig Holberg, der har haft en altoverskyggende betydning for dansk åndsliv – med ham kom oplysningen til Danmark. Holbergs forfatterskab dækker over en mangfoldighed af genrer; fra komedier over den satiriske rejseroman og epistler til historiske og juridiske værker.

Da Holbergs Den politiske kandestøber havde premiere den 25. september 1722, var det første gang nogensinde, der blev opført en komedie skrevet på dansk. Folketeatret markerer jubilæet med DEN POETISKE RAPTUS om lige netop tiden, hvor Holberg ændrede dansk teater.

Ludvig Holberg havde netop udgivet det satiriske heltedigt Peder Paars, som – ifølge ham selv – er blevet misforstået af en håbløs anmelderstab uden humor. På teatret i Lille Grønnegade ser den franske, flamboyante og fremsynede teaterchef Monsieur Montaigu dog lyset i Holbergs krøllede hjerne, for han har fået den kontroversielle idé at opføre komedier på dansk.

Kultur for folket og komedier på dansk er dog en åbenlys trussel mod enevælden, men Holberg drages af teatrets frisind og opdager snart komediens oplysende og samfundskritiske kraft. Den poetiske raptus er uundgåelig, og Holberg suges ind i teatrets verden med den erotiske Madame Montaigu, bohemer, evighedsstudenter med hang til flasken, suffløren og altmuligmanden Rasmus – alle parate til at kæmpe for teatret og den frie tanke. Både den stringente pietisme og røgen fra Københavns brand kaster dog mørke skygger over de visionære tanker i Lille Grønnegade.

Manuskript: Ernst Bruun Olsen
Anders Juul spiller rollen som Ludvig Holberg. Anders Juul er bl.a. kendt for sine roller i film, TV og på teatret. Bl.a.: Journal 64, En frygtelig kvinde, Borgen og Badehotellet.
I de øvrige roller ses: Tom Jensen, Marie Louise Wille, Josefine Tvermoes, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley, Simon Kongsted

Forestillingen kan opleves på Holbæk Teater tirsdag den 25. oktober kl. 19.30
Læs mere og køb billetter på www.sjællandsteater.dk

Foto: Gudmund Thai, Sjællands Teater