Sorø Gymnastikefterskole er i gang med en større ombygning. Det betyder, at der ikke er toiletter ved spisesalen, hvor Sorø og omegns Højskoleforening plejer at afholde deres foredragsarrangementer.
Derfor flytter højskoleforeningens næste 2 foredragsarrangementer den 10. september og 8. oktober til Lynge Forsamlingshus.
”Jeg tror, det er første gang siden 2. Verdenskrig, at Højskoleforeningen skifter adresse for sine møder”, udtaler formand Sonja Lund, ”men denne gang har det været nødvendigt, så ældre og gangbesværede medlemmer også kan deltage.
For at komme på toilettet ville man nemlig skulle gå et godt stykke udendørs i mørke til skolens Springcenter, og det har vi valgt fra.
Derfor har vi desværre været nødt til at træffe denne beslutning. Vi håber at være på plads i de gamle rammer den 12. november, men det må tiden vise!”
Både Højskoleforeningen og Sorø Gymnastikefterskole udspringer af Sorø Højskole, som i sin tid huserede på Banevej i Sorø.
Derfor har Højskoleforeningen siden da afholdt sine møder på skolen – og på den måde bibeholdt det fælles grundlag!
Pernille Højmark kommer til Sorø
Den 10. september får højskoleforeningen besøg af skuespiller og sanger Pernille Højmark, som holder foredraget Alkoholens veje og vildveje.
Her tager hun – med afsæt i egne erfaringer – dels som barn af en alkoholiker, og dels som selv værende ramt af sygdommen – favntag om et særdeles tabubelagt emne.
Glæd jer til en livfuld og veloplagt Pernille Højmark, som øser ud af sine erfaringer og livsglæde.
Se hele programmet her:
soroe og omegns hojskoleforening























