For mange er ferie lig med afslapning. Det gælder ikke i Sorø, hvor 120 børn står klar til en aktiv ferie med bevægelse, leg og fart over feltet på DGI Gymnastikskole. Det er foreningerne Lynge-Broby IF og Pedersborg G&I, som tager imod børnene til en udsolgt sommerskole med gymnastikken i centrum.

På DGI Gymnastikskoler får børnene nogle sjove og anderledes ferieoplevelser, hvor der – udover gymnastik i lange baner – også er tid til sjov og leg. Det er ikke kun det aktive aspekt ved idrætten, børnene tager med hjem i bagagen, men også følelsen af fællesskab. Gennem spring på måtte og trampoliner, saltoer, rytmiske serier til musik og andre sjove øvelser får de udvidet deres horisont og knyttet nye venskaber.

Gymnastikskolen er for børn i alderen 6-12 år, som på tværs af alder, køn og niveau, får nogle spændende feriedage, der forhåbentlig kan inspirere dem til at begynde eller forsætte med gymnastik. Og når man øver sig over en hel dag, er der nogle andre muligheder for at fordybe sig, end der er til den almindelige træning hen over sæsonen.

Formand for Lynge-Broby IF, Anne Grethe Thede Jensen, fortæller:

”På gymnastikskolen får børnene en oplevelse af at være en del af et fællesskab. Her danner de relationer på kryds og tværs og bliver samtidig bedre til gymnastik. I hallen skaber vi et rum, hvor børnene udvikler sig på mange forskellige planer.”

Giver glæden videre
DGI Gymnastikskoler afholdes for tusindvis af børn landet over og er for mange et af sommerens store højdepunkter. Men faktisk er ugen lige så vigtig for de mange instruktører og hjælpeinstruktører, som lægger frivillige kræfter i at give børnene nogle gode oplevelser.

“Gymnastikskolen i Sorø er et fantastisk socialt tilbud. Det er en dejlig oplevelse for børnene, men også for os frivillige, som får det hele til at løbe rundt. Som frivillig instruktør sætter man de overordnede rammer for det motiverende børnemiljø og for de gode oplevelser, der følger med. Det er super givende,” fortæller Anne Grethe.

Gymnastikskolen finder sted d. 26. – 28. juni i Pedersborg Hallen.

Foto: Sebastian Max Christiansen