Kyndelmisse i Sorø slog sin knude lørdag aften – overmåde hvas og hård. Kulden bed i kinderne, men alle dem der trodsede den frysende blæst kunne opleve en smuk og stemningsfuld fejring, hvor Sorø viste sig fra sin hyggeligste side.
Allerede kl. 17 indledte Jakob Spliid fejringen – mens der stadig var lyst, idet dagene heldigvis allerede er begyndt at blive længere. I blæsende og isnende kulde holdt borgmesteren tale og tændte lysbålet, som markerede den officielle åbning af lysfesten.
Kyndelmisse er en gammel kristen tradition, og i Sorø Klosterkirke var der en stemningsfuld aftenandagt med Sorø Klosterkirkes drengekor og kirkegængere på alle bænke, der lagde ud med at synge den sang om kyndelmisse, vi alle kender: Det er hvidt derude.
Rundt omkring i byen bød forretninger og foreninger indenfor til varme, lys og fællesskab.
Hos danbolig kunne man synge med til The Sing Alongs, mens der blev serveret varm kaffe og småkager – et kærkomment pusterum fra kulden. Også hos Sydbank var der liv og glade dage, hvor et bluesband satte stemningen og trak folk til.
Mange butikker havde gode tilbud hele aftenen. Emilie fra Le Niveau ville gerne opleve lysfesten fra gadesiden, så hun stod bag baren foran butikken med glühwein, rom og glitrende glimtende genstande.
Hos EDC lavede massevis af børn smukke lygter af syltetøjsglas og gik derfra med goodiebags.
På museerne gav kulturpasset adgang til alle udstillingerne, og mange benyttede lejligheden til at kombinere lysfesten med kunst og kultur indendørs.
Det var også tilfældet hos 1684-1862 Sorø Historiske Festival, der inviterede på kaffe, slik og foredrag om skovens folk, som er festivalens tema i år.
Dette bare et lille udpluk af, hvad man kunne opleve i det tætpakkede program.
Der var meget, som var anderledes end de forrige år – blandt andet den spændende belysning af Klosterporten. Den største forandring var dog uden tvivl de nye lysinstallationer i Akademihaven. Her blev træer og statuer oplyst af lamper, som skiftede farver. Nogle gæster synes det var en skuffende oplevelse sammenlignet med tidligere år, mens andre var begejstrede – installationerne delte vandene og gav anledning til mange samtaler.
Selvom himlen var skyet, kiggede fuldmånen indimellem frem højt over Sorø og strålede om kap med det kunstige lys ✨.
Kyndelmisse mindede igen i år om, at selv midt i vinterens bidende kulde kan lyset, fællesskabet og oplevelserne få byen til at gløde. En flot og stemningsfuld aften i Sorø, som uden tvivl vil blive husket – også fordi den turde forny sig.
Se billeder og videoklip her… og hvis du har taget et foto eller en video på kyndelmisse, som du gerne vil dele med Dit Sorøs læsere, er du hjerteligt velkommen til at sende det til redaktion@dit-soroe.dk























