Torsdag den 19. marts 2026 kl. 19.00 inviterer Sorø Bevaringsforening til et aktuelt og spændende foredrag på Værkerne i Sorø.

Museumsinspektør Helle Ålsbøl fra Museum Vestsjælland vil denne aften fortælle om et særligt bevaringsprojekt, som Sorø Kommune har taget initiativ til. Projektet handler om registrering (SAVE-registrering) af de sidste tre- og firelængede bondegårde i kommunen – en gårdtype, som i dag er hårdt truet af udviklingen.

Museum Vestsjælland og Sorø Bevaringsforening bistår kommunen i arbejdet, der skal sikre et bedre overblik over de bevaringsværdige anlæg og dermed styrke indsatsen for at fastholde denne karakteristiske del af kulturarven for fremtiden.

Helle Ålsbøl er uddannet etnolog og arbejder med antikvariske sager for nyere tid i den sydlige del af Museum Vestsjællands område, herunder Sorø Kommune. Med base på Slagelse Museum varetager hun opgaver i henhold til museumsloven og fortidsmindeloven.

Hun har desuden siden 2022 været medlem af Bygningskulturgruppen i Sorø Kommune, der beskæftiger sig med plan-, bygge- og nedrivningssager. Derudover er hun forperson for Lokalt Kulturmiljøråd i Slagelse Kommune og stod i 2025 i spidsen for udgivelsen af en bog om kulturmiljøer i Slagelse Kommune.

Der er fri og offentlig adgang til foredraget, og efterfølgende bydes der på kaffe og brød.

Foredraget danner optakt til Sorø Bevaringsforenings generalforsamling, som afholdes samme aften ca. kl. 20.00.

Alle med interesse for lokalhistorie, bygningskultur og bevaring er velkomne!

Krebshusgården. Foto: Helge Torm