Torsdag den 15. juni inviterer Sorø Kunstmuseum til fernisering på sommerens særudstilling FORBUNDET: Kunst.Natur.Sorø.

Ferniseringen starter kl. 17 og slutter kl. 18.30. Museet byder på et lille glas.

OBS: vandtårnet ved Sorø Station med Sonja Stranges værk ‘Wake-up (song)’ er åbent torsdag den 15. juni kl. 15:30-16:30. Benyt gerne muligheden for at opleve værket, inden ferniseringen starter på museet.

Vær velkommen til en dejlig eftermiddag i naturens tegn. Det kræver ikke tilmelding at deltage, og alle er velkomne!

Program
Kl. 17: Velkomst ved Anna Krogh
Kl. 17.10: Tale ved udstillingens kurator Mathilde Helnæs
Kl. 17.25: Mini-koncert ved billedkunstner og musiker Gry Bagøien
Kl. 17.35: Udstillingen er åben
 
Med sommerens særudstilling ’FORBUNDET: Kunst.Natur.Sorø.’ fuldender vi udstillingstrilogien ’Naturen taler’ med et særligt fokus på samtidskunstnernes blik på naturen i og omkring Sorø.

Flere kunstnere fra de to forrige udstillinger ’Naturen taler’ (2021) og ’Tilbage til rødderne’ (2022) vender tilbage til museet sammen med tre lokale kunstnere, der alle er inviteret til at gå i dialog med naturen i Sorø. De sætter bl.a. fokus på naturens underlæggende kommunikationssystemer, længslen efter samhørighed og klimaforandringernes rolle i deres undersøgelse af naturen.

Gennem værker af en række danske og internationale kunstnere udforsker vi forholdet mellem natur, kommunikation og kunst. Kan kunsten udvide vores forståelse og oplevelse af naturen? Hvilke betydninger og forestillinger knytter der sig til den lokale natur? Og hvad opstår der i mødet mellem samtidskunsten og naturen i Sorø? 

Glæd dig til at gå på opdagelse i værker inden og uden for museets mure. En del af kunstnerne producerer helt nye værker til udstillingen, mens andre bidrager med eksisterende værker. Der vil blive vist værker rundt omkring i Sorø – både i byen og i skoven. 

De deltagende kunstnere: Amitai Romm, Andreas Rasmussen, Anna Bak, Dan Stockholm, Laurits Malthe Gulløv, Lisbeth Bank, Pernille Bøggild, Regitze Engelsborg Karlsen, René Schmidt, Sonja Strange og Silas Inoue.

Udstillingstrilogien ’Naturen taler’ er støttet af Det Obelske Familiefond. Denne aktuelle udstilling er støttet af 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond og Trelleborg Fonden – i samarbejde med Sydbank.

SORØ KUNSTMUSEUM
Storgade 9
4180 Sorø
www.sorokunstmuseum.dk