Lørdag den 14. marts 2026 kl. 14- 17 er Folkekulturværkstedet Broby Gamle Skole vært for en festlig koncert med de gamle gårdmusikanters lærlinge.

Billetter i døren. Pris 120 kr., medlemmer 100 kr., børn og unge halv pris.

Baggårdsmusikanterne er en forrygende musikalsk oplevelse, hvor alle – unge som ældre – kan være med. Der bliver spillet på lidt af hvert, bl.a. tommestok og savblad, og tilhørerne får en unik mulighed for at stifte bekendtskab med gårdsangertraditionen, som den stadig kan findes i dag.

Gruppen opstod omkring gårdmusikant og harmonikaspiller Jacob Hogrebe. Sammen med den unge generation – denne gang repræsenteret ved Sonni Blom Christensen, som er søn af gårdsangerparret Herman og Ulla og tredje generations gårdsanger – viderefører han den gamle gårdsangerkultur i et livgivende show. Se mere på https://www.baggaardsmusik.dk/

Eftermiddagen byder på numre som ”Gå med i lunden” og ”Titte til hinanden.” Dertil kommer gårdsange som Den arbejdsløses sang og Jeg er sigøjner. Desuden bliver det muligt for publikum at synge med på sømandssange og værtshusslagere. Det hele krydres med sjove anekdoter fra en svunden tid, hvor pengene blev kastet ned i avispapir.

Jacob fortæller undervejs om nogle af de mennesker, som har inspireret ham: Gamle spillemænd, gårdmusikanter, kurdere, sigøjnere og De Splittergale, og beretter om et langt liv med musikken.

Alle er velkomne.

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond og Sorø Kommune.

 

Baggårdsmusikanterne – pressefoto