Historien om Rødhætte får en helt ny drejning, når Det lille Turnéteater opfører forestillingen ”…om ikke at blive ædt”, lørdag den 5. marts kl. 11.00 på Sorø Bibliotek.

Den søde og velopdragne Rødhætte bliver kastet ud i et surrealistisk eventyr, hvor hun møder ikke bare ulven, men også Hans og Grete, Askepot og mange andre eventyrlige figurer.

En unik teatermaskine er rammen, hvor magi og fantasi folder sig ud og fortæller en historie om at blive vred og finde modet til at tage sagen i egen hånd. Peter Holst leger frit med eventyrenes figurer og fantasifulde verdener – for til sidst at blive til vores helt eget eventyr, du ikke havde set komme.

Forestillingen er for alle fra 5 år og opefter. Billetter kan købes på bibliotekerne i Sorø og Dianalund samt på soroebib.dk. Både børn og voksne skal have billetter.

Foto: Baesfoto.dk