Lørdag den 20. april 2024 er der bal med musik fra Østeuropa på Broby Gamle Skole.

EASTWIND er en unik konstellation af polske Halas Duo og danske Klezmerduo. Vi skal dybt ind i hjertet af Østeuropa til Transsylvanien, Moldavien, Galicien, Bukovina, Ukraine, Rumænien og Polen.

Her blander den livsbekræftende klezmermusik sig med romatraditionen og den lokale folkemusik i en forrygende og stemningsfuld hyldest til naturen, livet, festen og mangfoldigheden.

Jacek Halas er en af pionererne indenfor genopblomstringen af den polske folkemusiktradition. Han og Alicia Halas udgør Halas Duo.

Klezmerduo regnes blandt landets førende fortolkere af den traditionelle jødiske festmusik – Klezmer.
Igennem mere end 30 år har duoen fordybet sig i klezmermusikkens stemningsfulde og livsbekræftende univers, som de formidler med humor og smittende spilleglæde. Fængende musik med rødder i Østeuropa, som rummer længsel og smerte og samtidig insisterer på håbet, glæden og festen.

EASTWIND spiller på traditionelle instrumenter, som man ikke hører så ofte herhjemme – drejelire, transsylvansk cello, dulcimer, overtone fløjter og polske trommer som suppleres af harmonika, sopransaxofon og flerstemmig sang.

Om eftermiddagen har man mulighed for at deltage i foredrag og workshops fra 14-18 samt spise med, inden dørene åbnes til ballet kl. 20.

I foredraget vil Jacek Halas bl.a. fortælle om møder og udveksling med de gamle spillemænd og dansere, om genoplivningen af det gamle Helligtrekongersspil, hvor folk vandrer udklædte fra hus til hus med musik og sang. Om at rejse i Ukraine og spille sammen med de gamle drejeliremestre. Og om at opbygge et dansehus i Poznan og invitere unge indenfor. Det foregår på letforståeligt engelsk – med mulighed for oversættelse.

Danseworkshoppen ledes af Halas Duo og vil være et festligt møde med enkle danse fra Østeuropa, hvor alle kan være med.

Klezmerduo er værter for spilleworkshoppen, hvor alle instrumenter er velkomne. Vi skal spille enkle dansemelodier fra Polen, Ungarn og Bukovina, som vi får lov at afprøve til aftenens bal.

Alle er velkomne. Billetter i døren, deltagelse i spisning kræver dog forudgående tilmelding.

Se mere på Folkekulturværkstedets hjemmeside www.bgsbroby.dk

Folkekulturværkstedets arrangementer er støttet af Statens Kunstfond og Sorø Kommune.

Pressefoto