Op til Ingemannsdagen søndag den 3. juli 2022 fik 1684-1862 Sorø Historiske Festival en snak med Jens Kristian Poulsen om hans kirke.

Jens Kristian Poulsen. Foto: Jakob Vind

To års renovering af Sorø Slotskirke fra 1100-tallet sluttede i 2021. Og den 8. maj i år, kunne dronning Margrethe endelig deltage i den officielle indvielse. Dronningen har også været på besøg en enkelt gang under renoveringen.

“Hun er jo ikke bare meget interesseret i middelalderkirker, men også utroligt vidende om dem,” fortæller direktør Poulsen. Som ikke selv kan prale af hverken at komme fra Sorø eller være uddannet fra Akademiet. Hvilket han naturligvis beklager. Til gengæld har kontoret på Akademiet været hans siden 2009.

Og nu fungerer kirken som den plejer. Med kirkelige handlinger af alle slags og åbningstider for besøgende hver eneste dag mellem 9 og 17.

På en knage i sit direktørkontor på Sorø Akademi har Jens Kristian Poulsen dog stadig en sikkerhedshjelm hængende. Fra dengang kirkens nye bly-tag blev lagt som noget af det første i renoveringen.

Når det handler om Sorø Klosterkirke, så er direktør Poulsen nemlig ikke nogen hr-hvem-som-helst. Klosterkirken er en af de meget få privatejede kirker her til lands. Hvilket vil sige, at den ejes af den private erhvervsdrivende fond Stiftelsen Sorø Akademi og som Poulsen er adm. direktør for.

Økonomien er vigtig
“Økonomien i sådan opgave er yderst vigtigt at have på plads, førend man påbegynder en så stor renovering, hvilket er forklaringen på, at sidst Kirken fik en større renovering var i 1870. Og økonomisk var det en større opgave end vi selv kunne løfte. Så vi arbejdede i mange år på at skaffe pengene – og det var først i 19, at finansieringen var på plads,” fortæller Jens Kristian Poulsen.

Heldigvis fik stiftelsen fat i manden, der lokalt går under tilnavnet ’Den økonomiske troldmand fra Sorø’. Altså Lorentz Jørgensen, som ejer Sorana A/S i Sorø.

“Den udløsende faktor var Lorentz’ donation. Han sagde: Jeg fordobler donationen, hvis I hiver penge ud af AP Møller. Møller fonden betalte jo vores Videncenter, og lod os dengang vide, at vi nok skulle vente lidt med at søge igen. Men så kom Augustinus Fonden. Og så kom Møller Fonden. Og så var der dobbelt op fra Lorentz og Sorana,” siger Jens Kristian. 70 millioner endte det hele med at koste.

Hele listen kan man læse om i detaljer på https://www.stiftsor.dk/

“Klosterkirken har jo ikke bare betydning for Sorø, sammen med Akademiet ER DEN Sorø. Det er ikke tilfældigt, at det præcis er hvad der er på skiltet, når man drejer fra motorvejen. Betydningen må man ikke undervurdere,” siger direktøren for det hele.

Renoveringsperioden, den var spændende
“Jeg var der stort hver dag, for jeg kunne slet ikke holde mig væk. Og faktisk er der forbavsende få ting, som ikke gik godt. For mig var noget af det mest fantastiske, da Altertavlen skulle restaureres. Når man står på et stillads helt oppe under hvælvingerne, så er det først, at man rigtigt fornemmer hvor høj og stor Kirken er.
Der har været så mange spændende oplevelser i de to år renoveringen foregik. Så det er svært lige at sætte nogle hurtige ord på. Men noget af det, som nok er kommet til umiddelbart at betyde mest for kirkens udseende er jo den nye indgang. Som nu er der hvor den var for 900 år siden.”

Betyder B. S. Ingemann noget for dig?
“Det jeg mest tænker på, når nogen siger Ingemann, er de gamle billeder af hans hus og hans ø ude i søen.
Jeg kan godt lide at forestille mig, hvordan han bevægede sig rundt her i området. Men jeg tænker også på ham, når jeg ser huset og hans gravsted og hører hans salmer.”

Maggie Svarstadt, Journalist og bestyrelsesmedlem 1684-1862

Foto: SDL