Kørestolsrickshawen blev indviet i fredags, hvor Birgit, der er beboer på plejecentret Mølleparken, var første passager i den nye flotte cykel.

Det har længe været et ønske, at borgere i kørestol også kunne få glæde af de røde rickshaws. Den nye kørestolsrickshaw står i Degneparken i Dianalund, men det er to frivillige piloter, Sven og Søren, fra Ruds Vedby, der har været tovholdere på projektet. De har søgt penge via kommunens §18 midler til indkøb af cyklen og har sørget for at tilpasse den, så den er så nem at håndtere for piloter og medarbejdere som muligt. Og det har været vigtigt, at kørestolsrickshawen kom til at ligne de andre rickshawcykler, så den har bl.a. fået samme røde kaleche, som er kendetegnet for Cykling uden Alder.

Det er frivillige piloter, der træder i pedalerne, men også personalet på dagcentret vil gøre brug af cyklen. Så der er nu flere muligheder for at give kommunens ældre borgere ’vind i håret’.

Der er altid brug for nye piloter, så hvis det skulle friste, kan man tilmelde sig på www.cyklingudenalder.dk

Man vil så blive kontaktet af en af de lokale kaptajner, der er en frivillig, som sørger for oplæringen.

 

Foto: Sorø Kommune
Foto: Sorø Kommune