Af Bjørn Dahl Lumholt
Sorø Internationale Musikfestival ser sæsonen til ende med en finalekoncert, der som altid bryder onsdagsrytmen med en søndag.
Det var så ikke det eneste der blev brudt, fordi programlayoutet var ikke som det plejer denne gang. Og lige såvel med et programindhold med musik i ”brydningstid”.
Sorø Klosterkirke er fyldt med mennesker, og luften dirrer forventning. Det er fra første impuls fra dirigenten Kristine Vad, at der klinger en fredsbøn af Felix Mendelssohn Bartholdy.
Mendelsohns næsten bachianske kompositionsteknikker med kontinuerlige strygerklange, der starter i det dybe med celli og den enkelte kontrabas, hvorudfra de mest velintonerede herrestemmer udspirer.
Senere sniger violinerne sig ind på dig, og de vækker en impuls til de lysere stemmer, hvor det hele gror ind i et himmelsk sammenspil mellem kor og strygerorkester.
Det er Chorus Soranus med festivalensemble og Øresundskvartetten under ledelse af Kristine Vad, som til daglig dirigerer koret.
Programmet koncentrerer sig nu om koret, der skal synge Benjamin Brittens ”Advance Democracy” fra 1938. Politisk kampmusik på tærsklen til anden verdenskrig og fascisme, der insisterer på demokratiets idealer, netop som de trues.
Værket, ved jeg, tager ofte 3 minutter og 22 sekunder. Men Kristine Vads hastige fortolkning hev det drastisk ned næsten 30 sekunder, som tilførte en intensitet, der nær brød igennem kirkevæggene med kampgejst.
For ikke at nævne den lille koreografiske detalje undervejs dramaturgisk, at de yderste sangere vendte sig 45 grader ud mod hver side. Det er de små ting, der gør livet sødere
En strygekvartet bryder ind i midten af kirkegulvet. Det er Shostakovisch’ famøse strygekvartet nr. 8 fra 1960, der med sine kaldende rytmer og pseufzer i begyndelsen bliver til en selvbiografisk tornado gennem 2. satsen.
Undervejs vil der opstå pludseligt rystende udbrud, der rejser spørgsmålet: Finder værket ro? Finder komponisten nogensinde ro?
Shostakovich’ eget liv får pludselig en rolle det store eftertænksomme kirkerum. Værket er tilegnet ofrene for fascismen, det sovjetiske regime og krigen, og han benytter sine initialer D, S, C og H som toner i værket.
Ud af dette mørke får vi en fredsbøn igen. Teksten er ikke Luthers oversættelse som Mendelsohn indledte programmet med, men det er originalversionen på latinsk ”Da pacem, Domine”.
Arvo Pärt opnår et uendeligt og meditativt udtryk ved ganske få toner og variationer.
Endeligt munder koncerten ud i en hyldest til musikken, der trækker i korets fulde register, og holder 1. violinisten helt ude på kanten af stolen: Serenade To Music fra 1938 af Ralph Vaughan Williams.
”Rolf” har lagt grobunden for flotte serenaderende strygerorkesterklange i selskab med kirkens flygel. En masse seje ledetoner og smukke mediantforbindelser giver farve og en gyngende affinitet i musikken.
Det var en både bragende og brydende festival i år!
Der ikke mere at sige end, at vi glæder os til næste år.
Pressefoto
























