Mens veteranbilerne fyldte Sorøs gader havde Venstre Sorø traditionen tro inviteret til grundlovsmøde. På programmet var taler af Venstres politiske ordfører Louise Schack Elholm, kommunalbestyrelsesmedlem Anne Grethe Thede Jensen og borgmester Jakob Spliid.
I sin tale kom borgmesteren blandt andet ind på demokratiets betydning, ansvaret for kommunens udvikling, behovet for dialog med borgerne samt ambitionerne for bosætning, velfærd og erhvervsudvikling i Sorø Kommune.
Her bringer vi borgmesterens tale i sin helhed.
Du kan også læse reportagen fra grundlovsmødet her: https://dit-soroe.dk/louise-schack-elholm-gavebod-paa-kredit/
Kære alle sammen,
Først og fremmest tusind tak for invitationen til at komme i dag og være med til at fejre grundlovens 177-års fødselsdag. Grundlovsdag er en vigtig og særlig dag.
Den minder os om, at demokratiet ikke er noget, der skal tages forgivet.
Det bliver vi ikke mindst klar over, når vi kigger ud i verden, hvor man bare skal tænde for nyhederne på et tilfældigt tidspunkt, for at opdage at vi fortsat lever i en urolig tid, hvor få personer får skabt usikkerhed i hele verden. Jeg tror at mange af os er nået dertil, hvor vi hurtigt får slukket nyhederne igen.
Danmark er på alle måder et fantastisk dejligt land. Og hos os er demokratiet grundstenen i vores samfund. Det er bygget af mennesker før os, der har taget ansvar og engageret sig i at skabe vores demokrati. Mennesker, der satte fællesskabet før individet.
Det er derfor, Grundlovsdag betyder noget særligt og vi skal huske på, at vores demokratiske muligheder også giver os frihed, som det er vigtigt at værne om.
Friheden til at leve sit eget liv.
Friheden til at tage ansvar for sig selv og sin familie.
Friheden til at skabe noget og bidrage til fællesskabet.
Men frihed kræver også at man tager ansvar.
Ansvar for hinanden.
Ansvar for fællesskabet.
Og ansvar for at finde løsninger, også når det er svært.
Og som borgmester og dermed formand for kommunalbestyrelsen hviler der et særligt ansvar:
Ansvar for vores skoler.
Ansvar for vores økonomi.
Ansvar for vores ældrepleje. Og ansvar for, at vores kommune også fungerer om 10, 20 og 30 år. Det er et ansvar jeg er meget bevist om.
Og det vil nogle gange kræve svære beslutninger og prioriteringer. Her er det som politiker vigtigt at have øje for helheden i vores kommune og turde træffe nogle valg, som ikke altid er lige populære.
Når bekymringer og modstand bliver rejst, så er det ekstra vigtigt, at vi som politikere lytter og forstår de bekymringer der er. Det vil give mulighed for at kunne tilrette og forbedre beslutningerne, men samtidig vil det nødvendige blik for helheden, desværre heller ikke altid kunne imødekomme alle berørte parter.
Jeg tror på, at de bedste løsninger bliver skabt tæt på og i dialog med borgerne. Derfor flytter jeg hver måned borgmesterkontoret ud til forskellige lokationer, så jeg kan få et indblik i de helt lokale områder i vores fælles kommune, hvor alle borgere, ansatte, virksomheder og foreninger, har mulighed for at komme og drøfte deres hverdag med mig. Både på godt og ondt.
Det er der kommet rigtig mange gode input ud af, som jeg har skrevet ned og hvor meget vil blive brugt i det videre politiske arbejde.
Nogle af de tilbagemeldinger jeg har fået fra både virksomheder og borgere er, at telefontiderne er for dårlige og det er svært at komme i kontakt med sin sagsbehandler.
Det er ikke godt nok. Det er vigtigt at have for øje, at kommunen er til for borgerne. Derfor er telefontiderne allerede blevet ændret på nogle områder på erhvervsområdet og snart skal vi i gang med at kigge på, at forbedre telefontiderne for alle borgere. Det ser jeg frem til.
Dialog og borgerinddragelse er noget der optager os i kommunalbestyrelsen. Og derfor er det også et særligt indsatsområde i forbindelse med den vision vi er i gang med at udarbejde i kommunalbestyrelsen.
En vision, der skal være perlemærket for vores arbejde de kommende valgperioder. Et af pejlemærkerne handler netop om, at vi bliver bedre til at lytte, skaber løsninger tæt på og at vi forbedrer os gennem dialog.
Et andet pejlemærke handler om, at vi skal forbedre og styrke vores fællesskaber og vores velfærd. Det er i øvrigt også noget vi har indskrevet i vores konstitueringsaftale.
For vi ønsker en kommune, hvor børnefamilier har lyst til at bosætte sig og skabe deres hverdag.
Hvor ældre møder værdighed og nærvær.
Hvor virksomheder tør investere og skabe arbejdspladser.
Og hvor lokalsamfundene fortsat hænger sammen.
Det er dét ansvar, og den forpligtigelse jeg er optaget af.
Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi igennem de kommende 3,5 år i kommunalbestyrelsen skal handle på de aftalte initiativer fra konstitueringsaftalen. Faktisk er vi allerede i gang, da vi for nyligt har besluttet at ansætte flere pædagoger i vores daginstitutioner og i øvrigt at udbygge Frederiksberg skole til en fuld firesporet skole.
Det er kun de første af mange initiativer.
Efter sommerferien skal vi igen forhandle om økonomien i vores kommune, når der skal lavet et budget for de kommende år.
og nu er der langt om længe kommet en regering og det betyder at der også snart kan laves en økonomiaftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi, som er grundlaget for budgetarbejdet. Uanset hvordan den aftale kommer til at se ud, så kommer det til at kræve hårde prioriteringer, for vi har naturligvis ikke råd til det hele.
Jeg vil i budgetforhandlingerne arbejde for, at vi fortsat styrker velfærden og fortsætter med at levere på det vi aftalte i forbindelse med konstitueringen. Og så mener jeg at det er vigtigt at vi får implementeret en langt mere ambitiøs bosætningsstrategi og kommuneplan, da blikket for helheden er vigtig.
og hvis vi – som vi ønsker – at vi skal styrke velfærden i Sorø Kommune, så er det selvsagt nødvendigt at vi også får styrket vores indtægtsgrundlag og derfor er det vigtigt at vi er klar til at kunne tage imod både investorer og private familier som vil udvikle eller bosætte sig i vores kommune. for uden bosætning, så kan vi ikke indfri vores mange drømme for en endnu bedre Sorø Kommune. Det samme gælder for udvikling af erhvervsområder, så vi kan tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser.
De første 5 måneder som borgmester, har jeg fået mange positive henvendelser fra forskellige boligudviklere og erhvervsvirksomheder som ønsker at skabe bosætning og arbejdspladser i vores kommune og heldigvis i mere eller mindre alle områder i vores kommune og det er glædeligt og et arbejde jeg ser frem til, for at få indløst de store potentialer som ligger.
Og her er vi igen tilbage til demokratiet. For budgetaftaler og kommuneplan kræver at vi samarbejder på tværs af partier i åbne samtaler og dialog og her kommer demokratiet til sin ret, så vi i fællesskab får skabt de beslutninger, som skal til for at vi får skabt en ednu bedre kommune i fremtiden.
For at skabe forlig skal man som parti være villig til at bøje sig mod hinanden og indgå i kompromis og det er min oplevelse, at vi er et godt sted i Sorø kommune og det kan vi alle være glade for og stolte af.
Derfor er Grundlovsdag en vigtig dag til at minde os om, at frihed og demokrati aldrig kan tages for givet.
Tak for ordet og glædelig Grundlovsdag.























