Der var ekstra blomsterprægtigt i Fuchsiahaven tirsdag formiddag, hvor den første kvinde brunch i Sorø Historiske Festival 1684-1862 fandt sted. Først gjorde formand Mette Skjoldan os meget klogere på guldaldermaleren Johan Laurentz Jensen, også kendt som Blomster Jensen, og hans livsværk. Den produktive maler havde mange kvindelige elever bl.a. Lucie Ingemann. Trods øgenavnet, der ikke altid var helt venligt ment, var det ikke udelukkende blomsteropsatser han malede – også frugter, især den for den tid meget eksotiske ananas, og døde dyr var på hans nature morte repertoire. Det var på en gang pragtfulde detaljerige, men også kunstige opstillinger, idet han eksempelvis sætter blomster sammen, som er fra forskellige sæsoner. 

At alt er tilladt i en Blomster Jensen-dekoration kunne Vibeke Gundersen, der er udlært blomsterbinder v. Berings Blomster, herefter demonstrere, da hun med stor succes forsøgte at gøre Johan Laurentz Jensen kunsten efter. Det var efter nogle ganske andre principper, end man normalt i dag binder en buket, og resultaterne vakte stor begejstring hos de forsamlede damer, ikke mindst de to heldige vindere af buketterne!

Traditionen tro underholdt pianist Bjørn Dahl Lumholt med klassisk musik fra festivalens tidsperiode, bl.a. Bach, Mozart, Weyse, Beethoven og Tchaikovsky. En salme af Ingemann blev der også tid til, mens damerne nød en lækker brunch med kaffe, the og bobler.

Der er to af de populære brunches mere på programmet i år, de er dog så vidt vides begge udsolgt. Men der er mange andre aktiviteter på festivalprogrammet, se bare her: 

Forside – 1684-1862 – Sorø Historiske Festival

Her et lillebitte uddrag fra Vibekes frodige blomsterforedrag:

Bjørn Dahl Lumholt afrundede formiddagens program med en vals, som en meget ung Pyotr Ilyich Tchaikovsky komponerede til sin ‘nanny’ Anastasia…