En sommerpakke er på vej til medarbejderne på fødeafdelingerne i Slagelse, Roskilde, Holbæk og Nykøbing F.

Det står klart, efter Region Sjælland har indgået aftale med de faglige organisationer om, at alle jordemødre, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, yngre læger, lægesekretærer og socialrådgivere, der arbejder på fødeafdelingerne, modtager et tillæg på op til 3000 kroner om måneden i sommermånederne fra juni til september. Speciallæger får mulighed for en helt særlig honorering for at tage ekstra arbejde i perioden i stedet for fastholdelsestillægget.

– Jeg er glad for, at der nu er en aftale på plads om at fordele de 5 millioner kroner, Regionsrådet har sat af til en sommerpakke til fødeområdet. Der er en særlig udfordring på fødeområdet i Region Sjælland i løbet af sommeren. Vi synes, det er rimeligt, at vi imødekommer medarbejderne i denne særlige situation, siger Anne Møller Ronex, formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland.

Formålet med sommerpakken er at fastholde medarbejderne i en periode, hvor afdelingerne er pressede som følge af mangel på personale og mange fødsler. Med aftalen kan medarbejdere, der er ansat i hele perioden, opnå op til 12.000 kroner.

Regionsrådet har sat 5 millioner kroner af til en sommerpakke, der finansieres via fødselsaftalen indgået på Christiansborg som en del af finanslovsforhandlingerne. Der er blandt andet sat en pulje af på 51,1 millioner kroner til en rekrutterings- og fastholdelsespakke i 2022, hvoraf Region Sjælland råder over 7,7 millioner kroner. Heraf går 5 millioner kroner til en sommerpakke, mens de resterende penge endnu ikke er udmøntet.​

Kilde

Foto: ABW