I forbindelse med Falcks ambulancekontrakt med Region Sjælland, blev den nye ambulancestation i Dianalund indviet den 24. april 2024. Borgmester Gert Jørgensen klippede snoren, der blev serveret kaffe og croissanter, hvorefter gæsterne fik en rundvisning.
Ambulancestationerne i Næstved Syd og Dianalund er en del af den nye ambulancekontrakt mellem Falck og Region Sjælland, som trådte i kraft den 1. februar 2024.
Stationen i Næstved Syd huser fire ambulancer og stationen i Dianalund huser en ambulance. De nyrenoverede baser vil fremadrettet blive ledet af områdeleder i Falck Daniel Gertsen (Næstved Syd) og Anders Bruun Rasmussen (Dianalund), og vil tilbyde nye og moderne faciliteter for ambulancepersonalet.
”De nye ambulancestationer har været et vigtigt skridt i vores og regionens arbejde med at sikre hurtig og effektiv hjælp til regionens borgere. Jeg er stolt over vores dygtige ambulancereddere, som dagligt yder en uvurderlig indsats i vores region. Og jeg er glad for at kunne tilbyde dem nye og moderne stationer,” siger Martin Betzer, Falcks ambulancedirektør i Region Sjælland.