Onsdag eftermiddag på en varm solskinsdag mødtes Sorø Handel og Service med kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune for at overrække 2098 underskrifter mod nedlæggelse af parkeringspladser ved Torvet og langs Storgade.

Foreningen havde inviteret kommunalbestyrelsen til at modtage underskrifterne foran det gamle rådhus forud for deres første kommunalbestyrelsesmøde efter sommerferien.

Formand Katrine Rogert overrakte underskrifterne til gruppeformand for Det Konservative Folkeparti Bo Christensen og cirka halvdelen af kommunalbestyrelsen med uddybelse af, hvorfor de mener, at de butiksnære parkeringspladser er essentielle for butikslivet i en provinsby i 2024.

Derudover anmodede de endnu engang kommunalbestyrelsen om at involvere foreningen i projektet, så vi i fællesskab kan finde ud af, hvad god byudvikling er for Sorø.

“Nu håber vi, at kommunalbestyrelsen flytter foden en anelse fra speederen, så de ikke i hast for gennemtrumfet en helhedsplan, hvis hovedpunkt er et større torv med ny belægning med færre parkeringspladser som følge. Vi synes, at der skal være meget mere fokus på bedre faciliteter i byrummet, såsom siddeelementer, legeredskaber, scene, begrønning og bedre strømforsyning. På den måde får byens borgere og besøgende lyst til at opholde sig længere i bymidten,” fastslår Katrine. 

Foto: ABW