Ruds Vedby Skole rummer et bibliotekspunkt der i denne tid bliver opdateret, så det i højere grad lever op til efterspørgslen samt ønsket om at kunne inspirere til endnu mere læsning for børn og voksne.
Det er et samarbejde mellem skoleleder Jonas Høgh Slot og biblioteksleder Randi Petersen der nu udmønter sig i, at det gamle skolebibliotek samkøres med folkebibliotekerne i Sorø Kommune.
Ruds Vedbys Bibliotekspunkt er et litterært samlingssted
Når medarbejdere over flere dage scanner mere end 1.000 bøger, så elever og andre lånere let kan få adgang til viden, skønlitteratur, tegneserier og meget mere, er det en vigtig indsats for det lokale kultur- og fritidsliv.
Biblioteksleder Randi Petersen udtaler: ”Med en fælles bibliotekssamling på skolen ønsker vi at skabe et attraktivt bibliotekstilbud for elever og for borgere i Ruds Vedby og omegn. Sammen med skolebiblioteket kan vi skabe et bredere udvalg af bøger, som kan inspirere både børn og voksne og sammen kan vi udnytte vores ressourcer til at drive Ruds Vedbys Bibliotekspunkt.”
Ruds Vedbys borgere må gerne være stolte af bibliotekspunktet
Ifølge biblioteksleder Randi Petersen er udviklingen af Ruds Vedbys Bibliotekspunkt først lige startet. Og der er en opmærksomhed på at bøgerne ikke i sig selv giver et inspirerende lokalmiljø.
Randi Petersen udtaler: ”Vi vil rigtig gerne inddrage lokale borgere og foreninger i udviklingen af Bibliotekspunktet og have input til, hvad vi kan gøre for at skabe det bedst mulige tilbud. Efter skoleferien fortsætter vi med at holde bogcaféer på Biblioteketspunktet, hvor vi inviterer til samtaler om litteratur og om, hvordan vi sammen med lokale borgere kan skabe et værdifuldt bibliotekstilbud i hjertet af Ruds Vedby”
Skoleelever kan få et særligt lånerkort med fordele
Et skolelånerkort åbner for muligheden for både at låne bøger, blade, digitale bøger på eReolen, film på Filmstriben, m.v. og det giver samtidig den store fordel at skoleeleverne undgår gebyrer hvis afleveringsfristen overskrides.
For at få et skolelånerkort, skal forældre eller værger udfylde en digital indmeldelse med MitID via Sorø Kommunes selvbetjening www.soroe.dk/bib
For alle aldre gælder at man kan bestille bøger, film, musik og spil fra Sorø Bibliotekers hjemmeside eller via deres app: Biblioteket. Vælg afhentningssted Ruds Vedby. Sorø Bibliotek bringer bestilte biblioteksmaterialer til bibliotekspunktet i Ruds Vedby to gange om ugen: tirsdage og fredage.
Ruds Vedbys Bibliotekspunkt kan besøges på Ruds Skole, 4291 Ruds Vedby.
Bibliotekspunktet har åbent alle skoledage kl. 8 til 17.
Bibliotekspunktet er selvbetjent.
Sommerlukket uge 28 – 29 og 30