Lørdag den 2. september 2023 er der bal med Læsø-musik på Broby Gamle Skole.
Man har mulighed for at tilmelde sig foredrag og workshop om eftermiddagen kl. 14-18 samt spise med, inden dørene åbnes til ballet kl. 20.
Der bydes på folkemusikalsk samvær, dans og musik med spillemandstradition fra Læsø som omdrejningspunkt for dagen. Musikerne Ole Nurdug Jensen, Judy Ryslander og Lasse Væver leverer musikken. Lasse repræsenterer den unge generation og er selv vokset op på Læsø.
Inden for dansk spillemandsmusik og folkedans indtager Læsø og andre øer en særstilling, idet den levende spillemandstradition er bevaret helt op til nutiden med sit eget særpræg. Dansemusikken på Læsø er næsten udelukkende blevet spillet på violin. Melodierne er lært efter gehør og er blevet ført videre fra generation til generation i nogle få slægter på Læsø. Musikken har musikalske tonale træk, der har rødder i en gammel musikopfattelse.
I løbet af eftermiddagen vil musikerne sammen med danseforsker og danseleder Anders Christensen fortælle, vise film og give eksempler på undervisning og formidling. Under kyndig vejledning kan deltagerne i spille-workshoppen spille med på melodierne, og på danseholdet kan man bl.a. prøve nogle af de traditionelle danse.
Dagen i Broby giver et indblik i folkemusikken og folkekulturen på Læsø, som den lever videre i dag. Og selvfølgelig masser af dejligt samvær omkring musik og dans.
Alle er velkomne.
Priser og tilmelding:
Eftermiddag 100 kr., 80 kr. for medlemmer af Folkekulturværkstedet – bal 110 kr., 90 kr. for medlemmer af Folkekulturværkstedet – middag 120 kr. (tilmelding til middag senest torsdag den 31. august 2023).
Tilmelding til Poul Høgh, pha@bgsbroby.dk eller tlf. 4089 2231. Betaling på dagen eller forudbetaling til MobilePay, 8480XR, Folkekulturværkstedet, anfør Læsø samt navn på deltager.
Se mere på www.bgsbroby.dk
Arrangementet er støttet af Sorø Kommune