Vide verden – Lokale stemmer
På Kvindernes internationale kampdag den 8. marts afholder Sorø Bibliotek en særudgave af Vide Verden – Lokale Stemmer med hyldest og opbakning til kvinder, og til alle dem som holder fast i egne valg og i at være, som de er, på trods normer og modgang.
Oplægsholderne er to lokale kvinder, der på hver deres måde har prøvet at stå uden for normerne i de kulturer, de er vokset op i, brudt med dem og skabt deres egen vej i livet:
Kris Aare Naicker, er også kendt som Lady Lakris på TikTok, hvor hun blandt andet har gjort sig bemærket med et opslag om Sorø Bibliotek, der gik viralt verden rundt. Hun fortæller om at stå uden for normerne, at være etnisk minoritet, hvordan kultur og opvækst former os, og hvordan man holder fast i egen mening og retning. Kris er opvokset som femte generation inder i Sydafrika under apartheid. Kris er gift med en dansk mand, og de bor i Sorø med deres fælles børn. Hun er i dag ved at uddanne sig til lærer og har desuden arbejdet som støtteperson for flygtninge.
Annalea Lehrmann fortæller om at komme videre fra en opvækst præget af undertrykkelse, overgreb samt tal- og ordblindhed. Hendes kamp mod et bedre liv har været lang. Annalea var den første i sin familie til at få studenterhue, og læser nu til lærer.
Samarbejde med 8. marts initiativet Sorø Kommune
Biblioteket samarbejder denne dag med den lokale gruppe ‘8. marts initiativet Sorø’, og der er mulighed for at gå videre til gruppens fejring af dagen med mad og oplæg på Værkerne om aftenen.
Det er d. 8. marts kl. 16-18 på Sorø Bibliotek, du kan høre Kris og Annaleas historier.
Det kræver tilmelding at deltage i den del af arrangementet, der foregår på Sorø Bibliotek. Billetten er gratis men bookes på soroebib.dk.
Dem der har lyst kan efterfølgende gå med videre og spise på Værkerne. Det kræver ikke tilmelding at deltage til 8. marts initiativet, men det koster 20 kr. at spise med på Værkerne i lokale 202 kl. 18.30.