Skær er et gammelt ord, som er synonymt med ren, og skærtorsdag kunne derfor også kaldes for rene torsdag. Det skyldes, at Jesus på denne dag gjorde sig til tjener for disciplene og vaskede deres fødder forud for påskemåltidet. Dengang lå man til bords og spiste, og man ville derfor ikke have gadens støv og snavs med ved bordet.
At vaske fødder var egentligt et tjenestearbejde, men Jesus sagde: Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Efter fodvaskningen indstiftede Jesus den hellige nadver – et af Folkekirkens to sakramenter.
Efter måltidet blev Jesus taget til fange og om fredagen slået ihjel.
Den 6. april kl. 10.30 fejrer Slaglille Kirke skærtorsdagsgudstjeneste til minde om indstiftelsen ved en festgudstjeneste. Sædvanen tro byder de efter tjenesten på lidt mad og drikke: Vi håber også i år, at mange vil komme og være med til Jesu mindefest, så vi sammen kan byde påsken velkommen.
Vel mødt i Slaglille Kirke.