Nu er det muligt at aflevere trapezplader til genanvendelse på genbrugspladserne i Ringsted, Haslev, Korsør, Slagelse, Sorø, Næstved og Vordingborg, meddeler AffaldPlus. Trapezpladerne vil fremover blive indsamlet af affaldsvirksomheden Marius Pedersen og gennem dem afsat til firmaet Van Werven i Holland. Her vil pladerne blive knust til granulat og indgå i produktionen af nye trapezplader.

Det var faktisk en kunde, der sidste år undrede sig over, at AffaldPlus sendte trapezplader ‘Til nedgravning’, da han havde læst, at de kunne genanvendes. Og det havde han egentlig ret i, men problemet var, at AffaldPlus’ aftager af hård pvc ikke ville have trapezpladerne, fordi de indeholder zink og dermed forurener den pvc, som kommer ud af genanvendelses-processen. Derfor måtte AffaldPlus finde en anden aftager, og trapezpladerne skulle have deres egen container på genbrugspladsen.

Læs mere på affaldplus.dk

Sådan ser det nye piktogram ud for trapezplader – udviklet af Dansk Affaldsforening på forespørgsel fra AffaldPlus. De er et af de første steder i landet, som introducerer en særlig container kun til trapezplader.