En fælles kommunalbestyrelse i Sorø Kommune bestående af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti samt Ny Borgerlige har studeret analyser og rapport for en eventuel Kattegatforbindelse og konsekvenser af en sådan.
Vi vil hermed tilkendegive vores modstand mod de ødelæggende natur- og miljømæssige konsekvenser, som Kattegat-forbindelsen har ved den påtænkte løsning.
Først og fremmest vil etableringen af Kattegat-forbindelsen kræve meget store mængder råstoffer til støbning af beton og underlag for motorvej og jernbane. Derudover har verden forandret sig siden tanken om etableringen af en Kattegat-forbindelse opstod, og vi er modstandere af det enorme ressourcekrævende tag på vores natur, som forbindelsen vil kræve. Konsekvenserne betyder også at en række kulturhistoriske naturområder, og en række landsbyer vil blive påvirket af et nyt niveau for trafikstøj.
Den CO2 påvirkning, som anlæggelse af Kattegat-forbindelsen vil medføre, skaber alvorligt tvivl om, hvorvidt CO2 neutralitet i 2050 i Danmark er realistisk. Det er et enormt ressourcetræk, som ikke vil kunne gøres om, og vi er bekymrede for den grønne omstilling, såfremt der iværksættes et så omfattende strukturprojekt. Projektet skaber endvidere det spørgsmål, om der overhovedet er grænser for, hvor man i fremtiden vil kunne udvide infrastruktur. Dernæst vil et projekt af denne størrelsesorden kræve enorme mængder af ressourcer, særligt økonomisk.
Kattegat-projektet vil kræve et enormt omfang af arbejdskraft, rådgivere, råstoffer og økonomi, og med den knaphed, vi oplever i Danmark i forhold til at udvikle en grøn energisektor, herunder også de fysiske rammer for velfærdssamfundet, så mener vi, at kræfterne skal prioriteres og ressourcerne koncentreres på den grønne omstilling og de fysiske rammer for velfærdssamfundet.
Som en samlet konklusion vil vi på vegne af kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune appellere til at arbejdet med en eventuel Kattegat-forbindelse, med de foreliggende forslag til linjeføringer, stoppes.
På vegne af de politiske partier i Kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune.
Bo Mouritsen, Enhedslisten
Linda Nielsen, Socialistisk Folkeparti
Sascha Fich, Det Radikale Venstre
Anne Madsen, Socialdemokratiet
Kasper Nygaard, Venstre
Susanne Borggaard, Nye Borgerlige
Bo Christensen, Det Konservative Folkeparti