Sorø Fjernvarme runder 3.000 kunder i år og er i fuld gang med at styrke både kapacitet og grøn omstilling. I 2025 tager selskabet desuden de første skridt mod en investering, der skal sikre endnu mere miljøvenlig fjernvarme til byens kunder.

I 2024 tilsluttede Sorø Fjernvarme 400 nye kunder og begyndte at aftage overskudsvarmen fra Hørkram. Året sluttede med en udmelding om, at selskabet bibeholdt en stabil varmepris til trods for en meget turbulent verden. Det faste bidrag faldt endda en smule, da den øgede kundetilgang betyder, at der er flere skuldre til at bære de faste omkostninger. 

300 nye kunder i 2025

AffaldPlus har løbende udbygget fjernvarmenettet i Sorø. Da selskabet overtog efter SEAS i 2018, var der ca. 1.500 kunder i Sorø Fjernvarme. I dag er det antal fordoblet til knap 3.000.

De sidste år har i den grad stået i udrulningens tegn, og alene i 2024 kom 400 nye kunder til. Sorø Fjernvarme er meget tæt på at være i mål med etape 1 i den centrale del af byen. I Sorø Nord er der godt gang i den del af etape 2, hvor der var tilstrækkelig tilslutning, og etapen forventes afsluttet i år.

I alt skal 300 kunder kobles på i år – heriblandt også nyudstykninger på Arsenalvej.

Ny bestyrelsesformand

Sorø Fjernvarme A/S er ejet af AffaldPlus I/S. Ifølge Sorø Fjernvarmes vedtægter, er formanden i AffaldPlus også formand i Sorø Fjernvarmes bestyrelse. Den post har Poul A. Larsen fra Vordingborg Kommunes kommunalbestyrelse bestridt i over syv år.

Men i starten af året fik AffaldPlus nye vedtægter, og formandsposten hviler nu på Stefan Birkebjerg Andersen, som er et af de tre nye, eksterne medlemmer i AffaldPlus’ bestyrelse.

Stefan har stor erfaring fra den kommunale sektor og har blandt andet været kommunaldirektør i Odense Kommune: ”Gennem min karriere har jeg været tæt på den grønne omstilling, som fjernvarmen på Fyn har været igennem. Jeg ser virkelig frem til igen at arbejde videre med udfasningen af fossile brændsler – det ligger mig meget på sinde”, siger Sorø Fjernvarmes nytiltrådte bestyrelsesformand.

Resten af bestyrelsen ”på valg”

Når der er afholdt kommunalvalg i november vil Sorø Kommune, også som noget nyt, selv udpege de to kommunalbestyrelsesmedlemmer, der skal være en del af Sorø Fjernvarmes bestyrelse.

Hidtil har det valg automatisk påhvilet de to kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Sorø Kommune i AffaldPlus’ bestyrelse. I dag sidder Jens Jacobsen (C) og Ivan Hansen (S) i Sorø Fjernvarmes bestyrelse.

Da AffaldPlus overtog Sorø Fjernvarme indførte selskabet kunderepræsentation, og siden har to fjernvarmekunder været en del af bestyrelsen.

De to kunder, der indgår i bestyrelsen, vælges for en 2-årig periode blandt de fremmødte på et kundemøde. Det næste kundemøde finder sted i oktober 2025.

Øget kapacitet og andel af grøn energi

I en verden, der er så usikker, som den er lige nu, er det en stor lettelse, at værket, Sorø Bioenergi, gør det muligt at trække på flere forskellige energikilder. Uden det nye værk ville varmen være produceret på primært naturgas og lidt olie.

Heldigvis er den fossile energiandel bragt ned på omkring 20 %, men det er stadig højere end Sorø Fjernvarme er tilfreds med. For at mindske den yderligere skal bestyrelsen i år træffe beslutning om den fremtidige produktionskapacitet, for det er klart, at flere kunder også kalder på mere kapacitet.

Pilen peger på at supplere med en stor varmepumpe og en elkedel og således give den grønne energi endnu et nøk op i det samlede regnskab.

Jagten på affaldstræ

Sorø Fjernvarme er altid på udkig efter alternative brændsler, som i stedet for at ende som affald kan udnyttes til at fremstille grøn energi. I 2024 bestod 11 % af brændslet af dét, selskabet kalder ’andet lavværditræ’. Det er fx overskydende bark fra savværker og olieholdige skaller fra cashewnødder.

I 2025 fortsætter jagten på velegnet affaldstræ egnet som brændsel på Sorø Bioenergi. Herudover undersøges muligheden for at øge mængden af biomasse fremstillet af have- og parkaffald.

Foto: Sten Knarberg