Sorø Bibliotek & Bykontor fejrer, at Dansk Teater i år har 300-års fødselsdag, og inviterer derfor til en sjov workshop, hvor der skal bygges dukketeater. Den kreative workshop foregår mandag den 17. oktober kl. 10.00-12.00 på Sorø Bibliotek og tirsdag den 18. oktober kl. 10.00-12.00 på Dianalund Bibliotek.

Kreabordene vil bugne af skotøjsæsker og forskellige materialer, der skal forvandles til kulisser, dukker, rekvisitter og hvad de kreative børn nu finder på – for det er kun fantasien, der sætter grænser, og man kan lave lige præcis det dukketeater som man synes.

Hvis tiden tillader det, så står den dygtige børnebibliotekar Dorte Hansen og den kreative kulturkonsulent Mette Tingholm klar til at hjælpe med at digte en historie. Hvem ved, måske skal der være premiere på forskellige teaterstykker inden workshoppen er slut.

Arrangementet er for børn fra 5 år, og forældre må meget gerne deltage.

For at deltage skal man hente en gratis billet på soroebib.dk eller på et af de lokale biblioteker.

Foto: ABW