Af Morten Suhr og Linda Nielsen, SF Sorø

For nogle uger siden landede tre storke ved Lynge. De var der længe nok til, at der blev taget flotte billeder af dem, men fløj hurtigt videre. Her er desværre hverken plads, føde eller fred nok til dem. Tranen lander hvert år i Åmosen, den vil være en oplagt ynglefugl, hvis bare den får plads, føde og fred nok.

SF vil gerne at storken og tranen vælger at yngle i vores kommune. For at det skal lykkes, skal vi for alvor gøre noget for at få mere varieret og vild natur. En vej til mere natur er oprettelse af nationalparker og landbrug med plads til flere våde enge og nænsomt dyrkning. Vi skal være villige til at give naturen mere plads, så kan vi få storken, tranen og mange andre dyr, insekter, fugle og planter tilbage. Derfor vil SF arbejde for nationalparker i Åmosen og omkring Tystrup Bavelses søerne.

Det er nu Sorø Kommune skal gå i samarbejde med nabokommunerne og lokale foreninger, om at få mere natur i den nordlige og sydlige del af kommunen. Begge steder har potentiale for at fremme mere natur med moser, enge og søer.

Det er nu, der er et vindue åbent for at et par af de fremtidige danske nationalparker kommer til at ligge i Sorø Kommune. Forståelsen for at vi er nød til at gøre noget for at styrke naturens biodiversitet, inden det er for sent er vokset. Flere har opdaget at naturen betyder noget for os mennesker, vi har brug for artsrigdom.
Men det koster mange penge, vil nogen sig. Ja det gør det, men der er mulighed for at finde økonomi til det flere steder. Noget kan hentes i den udtagning af lavbundjorde, som er en vigtig del af klimaindsatsen, mens Den Danske Natur fond og andre fonde skal gøres interesseret.