Af Ella Hilker

Grusgrav-firmaet TSG bryder loven flere steder i hovedstadsområdet – men bliver belønnet for det.

Sådan lyder overskriften på et opslag på TV 2 Lorrys hjemmeside dateret den 22. august 2019. Opslaget nævner en række eksempler, hvor TSG (Tulstrup Sten og Grus) ser stort på love og regler.

Nu er TSG så ansøger til at grave grus på Smedevej 54 i Sorø. En ansøgning, der i første omgang blev afvist i klagenævnet pga. af for ringe hensyn til den bilag IV beskyttede hasselmus. Ansøgningen inklusive WWM-redegørelse er pt. i forhøring hos naboer mv.

I Sorø har vi desværre allerede godt kendskab til TSG. Firmaet har været i gang i grusgraven på Parnasvej 45, hvor de i over et år ulovligt (dvs. bl.a. uden landzonetilladelse fra Sorø Kommune) opstillede en række beton pavilloner. TSG fortsatte også grusgravningen efter udløbet af den gældende gravetilladelse og stoppede først 4 måneder senere efter strakspåbud fra Region Sjælland.

Så, hvad hjælper det, hvis myndighederne Region Sjælland og Sorø Kommune giver gravetilladelse på en række vilkår, når udvinder ofte ser stort på dem, og myndighederne ikke evner at sikre de bliver overholdt.

Vi bør stå sammen og sige nej til TSG. – Men hvad siger kandidaterne til hhv. kommunal- og regionsvalget?

Foto: Ella Hilker