Det våde og kolde sommervejr har drillet mange udendørsattraktioner, og i Birkegårdens Haver har det også betydet lidt færre gæster end sidste år. Derudover kæmper attraktionen med nogle kedelige rygter om lukning. 

Birkegårdens Haver kæmper med kedelige rygter om lukning. Men de er her stadig! Foto: Birkegårdens Haver

Det skriver Birkegårdens Haver i en pressemeddelelse.

“Desværre er vi langt fra publikumsrekord i år, og det tror jeg skyldes en kombination af det drilske sommervejr og så nogle sejlivede rygter om, at vi er ved at lukke.

Vejret kan jeg ikke gøre noget ved, men rygterne kan jeg da blankt afvise. Vi er her bestemt endnu, og det agter vi at blive ved med at være. Vi holder åbent hele efteråret og igen til jul,” siger Merry Sørensen.

Opbakning fra VisitVestsjællands formand
Formand for VisitVestsjælland Poul Buur er ked af, at den danske sommer er gået ud over attraktioner som Birkegårdens Haver, og håber der kan indhentes lidt på besøgstallene i de kommende måneder.

“Det er en skam for Birkegårdens Haver, at det ikke har været så god en sommer, som de havde håbet på. Det ændrer dog ikke ved, at det er en perle af en attraktion, hvor der er noget for alle, som vil nyde haverne, stilheden og hyggen.

Det er også et fantastisk sted for børnefamilier med mindre børn. Jeg hører fra gæsterne, at Birkegårdens Haver altid er et besøg værd. Også på en sensommer- eller efterårsdag,” siger han.

Masser af efterårsoplevelser
Der er stadigvæk masser af oplevelser i Birkegårdens Haver de kommende måneder. Derfor håber Merry Sørensen også, at rigtig mange vil lægge vejen forbi og nyde haverne, legepladserne og de mange søde kæledyr.

Et smukt syn møder dig i Birkegårdens Haver. Foto: Birkegårdens Haver

“Netop nu er haverne virkelig smukke med sensommerplanter, flotte georginer, floks og masser af solhat i mange farver. Der er masser at se på i den inspirerende Permahave, og gæsterne kan også lære om, hvordan haven bliver ved at være flot sent på sæsonen.

Vi har netop fået to skønne gedekid, som man rigtig gerne må kæle med ligesom med alle vores andre dyr.

Både Café Klokkeblomst og butikken holder også åbent de kommende måneder og til jul. Vi forventer os meget af juleudstillingen, hvor vi i år har indgået en aftale med en ekstern og topprofessionel samarbejdspartner der bruger avanceret lysteknologi til at skabe en helt speciel stemning og farverig jul, så det bare med at komme af sted,” opfordrer Merry Sørensen.

Birkegårdens Haver holder åbent hver dag frem til den 29. oktober fra kl. 11.00 til 17.00. Fra den 14. oktober og 14 dage frem er der traditionen tro Halloween, i år med endnu flere halmfigurer.

Fra første søndag i advent åbnes haverne igen med en helt ny juleudstilling, som vil være en forunderlig oplevelse for hele familien.