Den nyudnævnte gruppeformand for de konservative i Sorø Byråd, Bo Christensen, giver i dette debatindlæg folketingsmedlem Eva Flyvholm fra Enhedslisten svar på tiltale. ”Sæt dig ind i tingene, før du fremfører din postulater”, opfordrer han.

Eva Flyvholm er netop flyttet til Sorø med sin dreng i vuggestuealderen og erklærer sig i et læserbrev i dagspressen ”chokeret” over at opdage, at der er for mange børn på for lidt plads. ”Sorø kommune er bundskrab i statistik”, mener Flyvholm. Her er Bo Christensens svar:

 

Bo Christensen

Velkommen Eva – men vær venligst rar at sætte dig ind i tingene, før du fremfører dine postulater.

Man kan undre sig en smule over, hvorfor Eva Flyvholm fra Enhedslisten flytter til skønne Sorø Kommune, når der efter hendes udsagn ikke er nogen service eller velfærd. Jeg deler absolut ikke hendes opfattelse. Og betragter det som en af de mange usandheder, som kendertegner Enhedslistens politiske virke.

Vi har udmærkede daginstitutioner og en velfungerende ældrepleje i Sorø kommune. Vi har dygtige medarbejdere. Og hvad ved Eva Flyvholm egentlig om, hvad politikerne i Sorø byråd tænker om de prioriteringer, som administrationen foreslår.

Det er Evas venner fra S og SF, som inden de overlod styringen til et nyt flertal havde kørt kommunen i sænk med uregelmæssigheder og et kontinuerligt overforbrug. Det betød høje skatter og en rekord høj gæld pr. borger. Det blev der ryddet op i gennem 2015. Enhedslisten stemte imod eller undlod at stemme.

Hvis byrådet havde fulgt Enhedslistens utallige ønsker om at tilføre ekstra penge først det ene og så det andet område, så var vi sat under administration for længe siden.

Sorø Kommune har en god og sund økonomistyring, et byrådsflertal som lytter og prioriterer administrationens løsningsforslag, der tager hånd om udfordringerne når de opstår. Det er ansvarligt byrådsarbejde.

Bo Christensen
De Konservative
Sorø Byråd