Af Morten Rostved og Julie Schwartz, kandidater til kommunalvalget 2025 for Venstre
Sent fredag aften var vi en tur forbi Købmanden ved tanken i Ruds Vedby. Her mødte vi en gruppe unge på 16-17 år, som brugte aftenen sammen foran butikken. De var imødekommende, nysgerrige og ærlige, og vi fik en rigtig god snak om, hvordan det er at være ung i byen.
Det, de fortalte, gjorde stort indtryk. For selvom de var positive og glade for fællesskabet, var det tydeligt, at der mangler muligheder for de unge i Ruds Vedby. De fortalte om fraværet af steder, hvor man kan mødes lokalt, uden at skulle tage til større byer. Det handler ikke om at kræve alverdens faciliteter, men om at have et trygt og meningsfuldt sted at samles, dyrke fællesskab og skabe oplevelser sammen.
Den samtale forpligter. Når unge efterlyser mere plads i deres eget lokalsamfund, bør vi som politikere lytte og handle. Det er vigtigt, at vi skaber rammer, der giver de unge lyst til at blive en aktiv del af vores lokalsamfund – ikke kun i Ruds Vedby, men i hele Sorø Kommune. Hvis vi ønsker, at de unge senere skal se en fremtid her, skal vi vise, at deres stemme bliver taget alvorligt.
Vi vil derfor sætte fokus på ungdomslivet i kommunen. Hvordan kan vi understøtte fællesskaber, skabe trygge rammer og sikre, at de unge oplever, at der også er plads til dem? Det spørgsmål fortjener vi at afdække langt mere. Vores fokus på området vil komme til at fylde i den kommende tid, hvor vi vil undersøge omfanget på kommunalplan og se på mulige konstruktive løsninger, der kan skabe varige forbedringer.
Det starter med at lytte. Og så kræver det handling.























