Cykelsti ønskes mellem Sorø kommunes byer. Stenlille Cykelklub, som på dette tidspunkt normalt er gået i vinterhi, var forleden kaldt til samling på Hovedgaden i Stenlille. Anledningen, for et pludselig møde, kom på tale, da Kirsten Wattne fra Dianalund kontaktede Lotte Krogh fra byens cykelklub omkring en underskriftindsamling for at skabe opmærksomhed og sætte fokus på den manglende cykelsti mellem Dianalund og Stenlille.

Stenlille Cykelklub var ikke sen om at bakke Kirsten Wattne op, men ønskede at projektet skulle omhandle flere strækninger mellem kommunens byer, så i særdeleshed også vejen mellem Sorø og Stenlille.

Faktisk var Stenlille Cykelklub på forkant med den fremragende idé fra Kirsten Wattne, i det at Lotte Krogh allerede i september havde indsendt et høringsvar til vision 2022, som lige netop omhandlede de manglende cykelstier. Cykelklubben har i den indsendte høring sigtet på de mange fordele, der vil være ved et sikkert cykelstisystem mellem Sorø kommunes byer, og hvorledes kommunen vil kunne fremstå som én hel kommune. En kommune, som viser et ansvar over den kommunesammenlægning, som blev en realitet for over 10 år siden. Udover sikkerheden for de bløde trafikanter mener Stenlille Cykelklub også, at det vil blive en attraktiv styrke som bosætningskommune, at man forbinder kommunens små lokalsamfund.

Sorø kommunes borgere vil også få et langt større frirum til at bevæge sig rundt i hele kommunen. Og på den måde også skabe mere handel på tværs af de forskellige byer. Rigtig mange pendlere vil kunne få muligheden for at cykle på arbejde, hvis sikkerheden er i top. Tænk bare på, hvor mange arbejdspladser både Sorø/Hørkram og Dianalund har, og hvor de ansatte bor i området.

Kirsten Wattne er selv flittig cyklist og cykler selv fra Dianalund til Stenlille hver uge, hvor hun går til gymnastik, og det er bestemt ikke ufarligt. Bilerne kører alt for stærkt og mange tager ikke hensyn, når de passerer en cyklist. Hun har talt med en del, som arbejder på Lundebo, Blomstergåden og Skovglimt, og flere siger, at de meget gerne vil cykle på arbejde, men de tør simpelthen ikke.

Nu står Stenlille Cykelklubben og Kirsten Wattne sammen om at gøre noget. De opfordrer alle til at støtte op omkring projektet, det vil gavne vores lokalområde og vores sundhed.

I butikkerne rundt omkring i både Dianalund og Stenlille vil der være mulighed for at skrive under på projektet ”Cykelstier mellem Sorø kommunes byer”. Så kig forbi Stenlille og Dianalund Apotek, Stenlille Bageren, Røde Kors i Stenlille og hos frisørerne i byen. Eller i Dianalund hos Bog&Ide, Kop&Kande, Ofelia, Matas og hos Optikeren på Torvet. Også i Genbrugsbutikken og Bageren på Holbergsvej vil der ligge sedler.

Indsamlingen af underskrifter løber lige indtil juleaften.

På billedet nedenfor ses de friske cyklister, som også var inde på en anden bonus ved at investere i cykelstier, nemlig fokus på sundheden for borgerne og at få færre biler på vejene. Måske kunne man forstille sig, at kommunen kunne lave et slags tjek ind for dem som cykler, ligesom man tjekker ind i togene, og måske på den måde optjene en bonus. Generelt tror de også på, at det vil danne endnu større fællesskab mellem borgerne i hele kommunen og måske få ophævet skellene mellem byen og landet.

Foto: Lotte Krogh