Det gik ikke stille af, da tyske tropper besatte Tersløsegaard. En tysk officer på patrulje i den nærliggende landsby Tåderup blev skudt af en lokal modstandsmand, og den kommanderende major på Tersløsegaard forlangte gerningsmanden halshugget og landsbyen brændt ned.

Men nej, det foregik ikke under den nazistiske besættelse 1940-45. Det var i 1660, og tyskerne optrådte dengang som lejesoldater for Svenskekongen Carl X Gustav, som i 1658 med sin hær var gået over isen og havde erobret hele Danmark med undtagelse af København. Her forberedte den danske konge Frederik d. III sig på at ”dø i sin rede” i et sidste desperat forsvar for landets overlevelse. I februar 1659 stormede svenskerne København, men led et sviende nederlag og måtte efterlade 600 døde, mens forsvarerne kun mistede 12 mand på Københavns volde. Men resten af Sjælland forblev besat, blandt andet af de tyske lejetropper på Tersløsegaard. Det var en søndag i begyndelsen af maj året efter, at den tyske officer blev skudt i Tåderup. På det tidspunkt var forhandlingerne om fred langt fremskredne, så den tyske øverstbefalende general von Pfalz-Sulzbach greb ind og beordrede majoren på Tersløsegaard til at vise nåde og løslade bonden, der havde dræbt officeren i Tåderup.

Freden i København blev undertegnet den 27. maj og hele Danmark blev befriet. De tyske soldater forlod dog først Tersløsegaard I august.

Det var det adelige ægtepar Beate Ulfeldt og Henrik Lindenov, som ejede Terløsegaard dengang. Men det var en anden adelsmand, Ove Juul til Kragerup, som reddede bonden fra Tåderup. Juul havde gode forbindelser til den svenske hærledelse og opsøgte generalstaben, der lå i Taastrup. Her blev han inviteret på middag og noterede i sin dagbog, at ”der blev drukket temmelig meget” – hvilket måske var forklaringen på, at general von Pfalz-Sulzbach allerede under middagen udfærdigede en skriftlig ordre til kommandanten på Tersløsegaard om at aflyse henrettelse og afbrænding af landsbyen.

Det er forfatteren, ingeniør og jagtforvalter Poul Christiansen, som selv bor i Tåderup, der har fundet den gamle historie frem om tyskerne på Tersløsegaard. Han fortæller den i sit prægtige to-binds værk om Kragerup Gods, der blev udgivet sidste år. Søndag den 18. juli kl. 15.30 kommer han til Tersløsegaard og øser af sin omfattende viden om Kragerup, Tersløsegaard og andre sjællandske herregårde.

Søndag 18. juli kl. 15.30: Forfatteren, ingeniør, jagtforvalter Poul Christiansen, Tåderup, – om bl.a. tyskerne på Tersløsegaard! m.m. herregårdshistorie
Entré: 100 kr.

Museumsåbent hver weekend
Holberg Museet har hele sommeren åbent hver lørdag og søndag kl. 12-16 til og med søndag den 12. september. I perioden er der desuden en række særlige arrangementer. Hele programmet med detaljer om de enkelte begivenheder kan findes på www.tersloesegaard.dk
Museumsentré er 60 kr.

Besøg uden for almindelig åbningstid kan aftales med foreviser Allan Aistrup ved henvendelse til post@tersloesegaard.dk eller tlf. 7446 6770.

 

Pfalzgreve von Sulzbach, som forhindrede henrettelsen af bonden fra Tåderup. Foto: Tersløsegaard
Del på sociale medier