flommen, foto sorø kunstmuseum

To kæmpe malerier med motiver af Flommen og Klosterkirken er blevet købt til Sorø Kunstmuseum og Sorø Akademis Skole, så kunstværkerne fortsat kan opleves lokalt. Malerierne har været udstillet på Sorø Kunstmuseums sommerudstilling “GIGANTERNE”, som havde sidste dag i går, søndag 2. september.

De to værker er inspirerede af byen  Sorø og landskabet omkring.  Den anerkendte kunstner, Søren Martinsen, der selv bor i nærheden, har et godt kendskab til egnen og bruger temaer om fortid og nutid, provins og storby i sine værker, ligesom man også fornemmer en melankolsk undertone.

Det ene indkøbte maleri, af Klosterkirken, kommer nu til at hænge på Sorø Akademi efter en donation fra Vibeke og Ole Kristensens fond. Det andet maleri, “Flommen”, var en gave til Sorø Kunstmuseum fra SKV – Sorø Kunstmuseums Venner, i anledning af museets 75 års jubilæum.

“Det er en stor glæde for museet at kunne indlemme Søren Martinsens maleri i museets faste samling. Motivet er lokalt, men samtidig kan det ses i en national sammenhæng som en nytolkning af det klassiske landskabsmaleri”, forklarer museets direktør Charlotte Sabroe.

klosterkirken, foto sorø kustmuseum