Af Anne-Mette Sønderskov
Pædagog og mormor til to børn i indskolingen på Frederiksberg Skole, samt et barnebarn, der forlod 9. klasse sidste sommer.
En dag, da jeg var på vej hjem fra arbejde, blev jeg ringet op af min datter, der spurgte om jeg ville hente mit mellemste barnebarn, fordi han var faldet besvimet om ude på legepladsen i sin SFO. Han var startet i Tidlig SFO i april 2022 og vi var nået hen til en varm dag i midten af maj.
SFOen har været for lille til at rumme alle børn siden den blev bygget, der har altid manglet plads til en stue. Et forbud fra brandtilsynet betød, at alle børnene ikke måtte være inde samtidig og de skulle derfor være udenfor det meste af dagen og kun komme ind på skift. På grund af manglende overdækning med mulighed for skygge og adgang til drikke besvimede mit barnebarn simpelthen med hedeslag og væskemangel.
Da mit yngste barnebarn startede samme sted et par år senere i 2024, var hun så heldig, at børnene nu måtte være indendørs i lidt længere tid ad gangen, til gengæld måtte hun nøjes med køkkenet i fællesrummet som stue. Den fungerede som gennemgang til de andre stuer og når hun skulle spise frokost, foregik det på gulvet, fordi der ikke var plads til borde og stole. Hun lærte først navnene på de andre børn og voksne i hendes gruppe kort før skolestarten.
En aften blev min datter kontaktet af en af de andre børns forældre, som fortalte, at hans pige og mit barnebarn havde været på tur til pigens bedsteforældre, der boede i nærheden. Efter et kort besøg valgte bedsteforældrene at sende pigerne retur til SFO’en, ingen havde opdaget, at pigerne var væk. Det er stadig kun pigernes familier der ved det. Lignende episoder gentog sig flere gange, mit barnebarn sagde ”Her er der ingen, der vil savne os” og hun havde jo ret, det var der heller ikke. Når alle i personalegruppen ser efter alle børn, er der ingen, der ser det enkelte barn.
Personalet i SFO’en har ofte ingen erfaring i arbejdet med så små børn i hele dage og det virkede meget kaotisk, især med det første barnebarn. Der er stor forskel på om et barn er i SFO nogle timer efter skoletid eller skal være der hele dagen. De yngste børn i Tidlig SFO er ned til 5 år og 3 måneder og ofte ikke selvhjulpne i en grad der gør, at de kan klare sig selv.
Når det handler om tidlig start i SFO har mange kommuner valgt at tilbagerulle ordningen i erkendelse af at det var en besparelse, der havde for store omkostninger for børnene.
Som uddannet pædagog generer det mig, når besparelser camoufleres som pædagogiske tiltag og ordningen bliver ikke bedre af at blive kaldt for Forårs SFO. Tidlig SFO handler alene om at frigive børnehavepladser, samtidig med at normeringen i SFO er lavere end i dagtilbud. Nogen fik det til at lyde, som om det skulle være en god overgang mellem børnehave og skole, men vi havde allerede en god overgang. Se Link til ”Kortlægning af kommunernes brug af tidlig SFO” BUPL, januar 2022.
Det endte med at blive endnu et skift i børnenes liv, til en kaotisk dagligdag uden faste holdepunkter, i en alt for ung alder, hvor børnene ikke er parate til det. Så hellere en skoledag med faste rammer og sin egen klasse at skulle forholde sig til, det er mere roligt, trygt og overskueligt for børnene.
























