Af Sascha Fich, Spidskandidat for Radikale Venstre i Sorø

En voldsom fordyrelse af cykelstiprojektet mellem Bromme og Tersløse er nu blevet kendt – en prisstigning fra ca. 10 mio. kr. til op imod 22 mio. kr. Årsagen skulle være vanskeligere jordbunds- og afvandingsforhold end forventet. Er det en historie, vi har hørt før?

En fordyrelse i den størrelse stiller ekstra krav til projektets ”værdi” for borgere og samfund – her med ekstra vægt på brugervenlighed og øget trafiksikkerhed for de mange, der forhåbentlig vil bruge den nye cykelsti på deres vej fra Sorø via Tersløse til Dianalund og omvendt.

Det nuværende løsningsforslag, hvor den nye cykelsti vil ende ca. ved byskiltet for Tersløse og her gå over i den ekstremt smalle og bulede kombinerede fortov/cykelsti ind gennem Tersløse og videre ad Holbergsvej mod Dianalund (uden cykelsti) duer simpelthen ikke.
Den stærke biltrafik og ikke mindst de mange lastvogne, der kører gennem Tersløse, vil fortsat være en plage for byens beboere – til stadig fare for de dristige sjæle, der vover sig ud på cykel under de nuværende forhold.
En Helhedsløsning, baseret på nytænkning af trafikforholdene i og omkring Tersløse og frem mod Dianalund, presser sig således yderligere på.
Radikale Venstre genfremsætter derfor forslaget om, at der arbejdes videre med en 100
% løsning af trafikforholdene i og omkring Tersløse, som består af:

• En ny 60 km/t omfartsvej syd og vest om Tersløse, der via en rundkørsel på Skellebjergvej videreføres til T-kryds tilslutning til Per Degns Vej. Hovedparten af trafikken skal herfra ledes mod nord mod Ventemøllevej.
• Den gamle og nu ”tilfrosne”” løsning med østlig omfartsvej, der kun løser 40-50 %
af trafikproblemerne i Tersløse, lægges endeligt i graven.
• De nuværende vejføringer i Tersløse og Holbergsvej mod Dianalund og
Holbergskolen lukkes for gennemkørende biltrafik, og gøres til stilleveje. Derved kan strækningen, uden ændringer i øvrigt, benyttes som cykelstier i direkte forlængelse af den nye cykelsti fra Bromme.

Voila!

Sascha Fich. Spidskandidat KV21. Pressefoto.